Fra grå villaveje til grønne fællesskaber

Projektet "Fra grå villaveje til grønne fællesskaber" udformer villavejene på en ny måde.

Klimaforandringer og ekstremt vejr skaber et stigende behov for klimatilpasning i byerne. Herlev Kommune, foreningen Realdania og HOFOR er gået sammen om projektet "Fra grå villaveje til grønne fællesskaber", der skal være et foregangseksempel for klimatilpasning af det klassiske villakvarter.

I projektet udformes villavejene på en ny måde, så de kan imødekomme de øgede mængder regn. Samtidig skabes der bedre og grønnere rammer for borgerne.

Projektet omdanner det traditionelle fortovs- og vejareal til et sammenhængende grønt areal, hvor vejareal, regnvandsopsamling og fællesområder integreres. De udvalgte områder for projektet er den vestlige del af Højergaard Syd. Nærmere bestemt Kærnestykket, Dalbugten, Krumstien og den sydlige ende af Kamdalen i krydsningen med Kærnestykket. 

Dele af villakvarteret har tidligere oplevet oversvømmelser i forbindelse med kraftig regn, og kvarterets beboere kommer til at spille en central rolle i udformningen af projektet. 

”Inddragelse af borgernes viden, synspunkter og idéer er afgørende for, at vi får det helt rigtige projekt,” siger borgmester Thomas Gyldal Petersen. 

”Derfor ønsker vi – Realdania, HOFOR og Herlev Kommune – at inddrage områdets beboere i udformningen og indholdet af projektet – med det mål for øje at skabe attraktive boligmiljøer. Et succeskriterie for projektet er fællesskabsorienterede områder, hvor borgerne får bedre mulighed for at mødes i det fælles rum i et nyt gademiljø,” siger borgmester Thomas Gyldal Petersen.

Borgerne får en pallette af fællesområder til leg og bevægelse, ophold og delefaciliteter, der kan styrke fællesskabet i kvarteret. Oven i dette kan beboerne glæde sig over bedre trafiksikkerhed. En positiv effekt af omdannelsen af villavejen er, at hastigheden sættes ned, når vejens forløb ændres.

Projektet er en del af Herlev Kommunes grønne dagsorden. Ud over at minimere risikoen for oversvømmelser medvirker projektet til at styrke biodiversiteten i kvarteret ved at give plads til flere og bedre levesteder for planter og dyr. 

Når en del af de ’grå’ kvadratmeter bliver til grønne områder med plads til insekter og dyr, er projektet et væsentligt bidrag fra Herlev Kommune til en fælles national dagsorden om større biodiversitet.

 

Projektets udvikling i 2022

I foråret 2021 og i begyndelsen af sommeren 2021 blev der gennemført en omfattende borgerinddragelsesproces, hvor der blev afholdt forskellige workshops og et scenarieværksted, og der var fælles vandring i området. Det er projektets totalrådgiver, LABLAND, der har forestået det spændende arbejde med at involvere og inddrage borgerne. Der har generelt være stor opbakning fra beboerne til de initiativer, der er blevet foreslået til omdannelse af området.

Arbejdet resulterede i et samlet projektforslag for området, der sætter en ny og spændende retning for det nuværende villakvarter. Vejens udformning ændres, så der bliver plads til regnvandshåndtering, mere biodiversitet, styrkelse af det lokale fællesskab og en forbedring af trafiksikkerheden i området. Det er LABLAND, der har forestået det samlede projektforslag.

Projektforslag har været forelagt for kommunalbestyrelsen den 8. september 2021. Kommunalbestyrelsen har godkendt forslaget.

LABLAND har efterfølgende og frem til juli 2022 forsat bearbejdningen og detaljeringen af projektforslaget i tæt dialog med forvaltningen og på baggrund af input og bidrag fra beboerne og projektets parter.

Projektet var planlagt til udførelse fra foråret 2022 og resten af året. Desværre er projektet blevet forsinket. Den primære årsag er, at Herlev Kommune og HOFOR afventende den endelige tilbagemelding fra det statslige Forsyningssekretariat om medfinansiering af klimatilpasningsprojektet. Det har også vist sig nødvendigt at ændre lidt i den måde, som overfladevandet skal håndteres på i projektet. I januar 2023 har HOFOR fået den endelige godkendelse fra Forsyningssekretariatet.

 

Projektet sat på pause

Kommunalbestyrelsen har i efteråret 2022 besluttet at udskyde anlægsprojektet, foreløbigt frem til 2024. Der er en række nødvendige afklaringer, der mangler for projektet for nuværende. Det drejer sig primært omkring udrulningen af fjernvarme i Herlev kommune, som Affaldsselskabet Vestforbrænding forsat er i fuld gang med at planlægge og detaljere. Herlev Kommune forventer, at der ved udgangen af 2023 vil være de nødvendige afklaringer på de resterende udeståender. Herefter kan detaljeringen af projektet færdiggøres, anlægsprojektet sendes i udbud, og herefter kan der vælges en landskabsentreprenør til at udføre anlægsarbejdet.

 

Illustrationen viser et kort over projektområdet med markering af de berørte vejstrækninger på Dalbugten, Krumstien og Kærnestykket. Grønsvinget vil desuden blive berørt af en mindre bearbejdning i vejrabatten.

 

Kontakt

Grønne Områder

Herlev Bygade 90
2730 Herlev
44 52 64 04
gronneomrader@herlev.dk

Åbningstider
Man-Fre 09:00 - 14:00