Forside | Nyheder | Midlertidig indefrysningsordning for grundskyld

Midlertidig indefrysningsordning for grundskyld

I juni udsender Herlev Kommune information vedrørende ejendomsskattebilletten om den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld 2018-2020 - læs mere...

Hvis du som boligejer er omfattet af folketingets lov om indefrysning af stigning i grundskylden i perioden 2018 – 2020, vil du i begyndelsen af juni modtage en ejendomsskattebillet med ordlyden ”Udskrevet på grund af lån til betaling af stigning i grundskyld”.

Lovændringen betyder, at en del af din grundskyld for 2018 er blevet indefrosset, og at du derfor ikke skal betale beløbet nu. I stedet får du et lån, der svarer til beløbet. Lånebeløbet fremgår af din ejendomsskattebillet og er trukket fra i din opkrævning.

Baggrunden for indefrysningen er lov nr. 278 af 12. april 2018, som indfører en midlertidig indefrysningsordning for 2018-2020. Det betyder, at Herlev Kommune skal indefryse årlige stigninger i grundskylden over 200 kr. pr. ejer. For at sikre den mest enkle ordning kan du ikke fravælge indefrysning eller vælge at indfri dit lån i perioden 2018-2020. Til gengæld er lånet rente- og gebyrfrit.

Beløbet svarer til stigningen i din grundskyld for hele 2018. Du har måske bemærket, at grundskylden for første halvår 2018 blev opkrævet uden indefrysning. Det skyldes, at lovgrundlaget for den midlertidige indefrysningsordning ikke var vedtaget på daværende tidspunkt. Nu er loven trådt i kraft, og derfor indefryses det beløb, der svarer til stigningen i grundskylden for hele 2018.

Hvis ejendommen skifter ejer i perioden 2018-2020, skal det indefrosne beløb betales af dig som sælger af ejendommen. Du får automatisk en opkrævning fra Herlev Kommune, som du skal betale. Overtager din ægtefælle ejendommen, overtager vedkommende lånet.

Hvert år modtager du en opgørelse over det indefrosne beløb for hvert år og totalt.

Læs mere på Skatteministeriets hjemmeside: http://www.skm.dk/aktuelt/nyheder/2018/juni/boligejere-faar-automatisk-indefrosset-grundskyldsstigninger

Sidst opdateret 06/06 2018
Kontakt

Herlev Kommune
Herlev Bygade 90
2730 Herlev
Send os en mail
tlf. 44 52 70 00