Dialog med borgerne
Efter en lang og grundig proces og med input fra både borgere og rådhusmedarbejdere blev der for otte år siden formuleret syv værdier, som rådhusets 250 medarbejdere ønsker at arbejde udfra.
De 7 værdier handler om dialogen mellem borgere og rådhuset og baggrunden for at formulere værdierne var et ønske om at finde ud af, om rådhuset gør det godt nok - og hvis ikke, hvor der så kan sættes ind for at dialogen bliver bedre.
Ifølge den etiske læreproces foretog rådhuset i 1998 og 1999 målinger blandt borgere og rådhusmedarbejdere af De 7 værdier. Med afsæt i målingernes resultater iværksatte en del af rådhusets afdelinger og forvaltninger tiltag med henblik på at forbedre dialogen. Blandt mange tiltag kan nævnes, at standardbreve blev gennemgået og omformuleret til lettere forståeligt dansk i samspil med borgeres tilbagemeldinger, skiltningen på rådhuset blev forbedret, klar orientering af borgere i nærområdet m.fl. ved fx vejarbejder, bedre procedurer ved overdragelse af en sag fra én medarbejder til en anden, ændring af Social- og Sundhedsforvaltningens lokaleindretning og et mere borgervenligt ekspeditionssystem.
I 2006 var det igen tid til at måle. Spørgeskemaer blev sendt ud til 1000 borgere og alle rådhusets medarbejdere, og igen kan der spores generelt højere "karakterer" i forhold til tidligere målinger. Det går fremad med kvaliteten af borgerdialogen.
Henover sommeren og efteråret 2007 fandt afdelinger og forvaltninger - i vid udstrækning i samarbejde med borgere - ud af, hvor der stadig kunne være plads til forbedring af dialogen, og hvilke initiativer, der kunne tages for at forbedre dialogen. Kataloget med de planlagte tiltag benævnes Etisk budget 2007.
