Møde den 21. januar 2010
Indholdsfortegnelse
- 1. Certificering af kvalitetsstyringssystem på natur- og miljøområdet
- 2. Delegation af kompetence
- 3. Godkendelse af Hjortespringbadet
- 4. Udviklingsprojekt vedrørende indsamling af batterier
- 5. Endelig vedtagelse af Lokalplan 85 for et område ved Symfonivej kaldet Kagsengen.
- 6. Højder og rammer for byggeri på Herlev Hospital
- 7. Dispensation til opførelse af 10 P-pladser på Violinvej
Sager til behandling for lukkede døre.
8. Kontrakt vedrørende indsamling og transport af dagrenovation
9. Eventuelt
1. Certificering af kvalitetsstyringssystem på natur- og miljøområdet
J.nr. 00.15.12P22/34598
Jf. Kvalitetsstyringsloven af 7. juni 2006 skal landets kommuner udarbejde og benytte et kvalitetsstyringssystem for sagsbehandling på en række lovområder. Jf. loven skal kvalitetsstyringssystemet senest d. 31. december 2009 certificeres af et af DANAK akkrediteret certificeringsorgan.
Til certificering af kvalitetsstyringssystemet på natur- og miljøområdet har Teknisk Forvaltning indgået kontrakt med certificeringsbureauet Det Norske Veritas.
Certificeringsaudit blev gennemført mandag d. 30. november 2009 uden afvigelser. Det Norske Veritas vurderer, at der i Teknisk Forvaltning er en god implementeringsdybde, at der er god forståelse for de etablerede procedurer, og at disse understøtter Teknisk Forvaltnings kerneydelser.
Som resultat af certificeringsaudit har Det Norske Veritas udarbejdet en auditrapport, hvor afvigelser og observationer noteres. Der er ikke konstateret afvigelser, men anført 6 observationer. Disse observationer deler sig mellem rosværdige tiltag samt forbedringsmuligheder. Observationerne skal ses som mulighed for udvikling, og er ikke hindrende for certificering.
Den opnåede certificering skal vedligeholdes ved årligt ekstern audit samt recertificering hvert 4. år.
Jf. kvalitetsstyringsloven skal der årligt udarbejdes en analyserapport, hvor blandt andet resultaterne af intern og ekstern audit behandles. Analyserapporten behandles af Teknik- og Miljøudvalget i februar 2010.
Teknisk Forvaltning indstiller:
- At punktet tages til efterretning.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 1:
Taget til efterretning.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
2. Delegation af kompetence
J.nr. 00.01A26 /37487
Styrelsesvedtægten for Herlev Kommune indeholder en oversigt over de områder, hvor kommunalbestyrelsen delegerer eller overdrager sin kompetence til at træffe afgørelser til Teknik- og Miljøudvalget.
På det første møde i hver valgperiode træffer Teknik- og Miljøudvalget beslutning om de sagsområder, hvor udvalget videre delegerer kompetencen til Teknisk Forvaltning og eventuelle forudsætninger for forvaltningens sagsbehandling og afgørelser. Delegeringen kan ændres eller justeres i hele valgperioden.
Formålet med at overdrage afgørelserne til Teknisk Forvaltning er primært at fremme en hurtig og enkel sagsbehandling i ensartede sager, hvor afgørelserne er i overensstemmelse med almen offentlig administrationspraksis og statslige eller kommunale planer og retningslinjer.
Når Teknisk Forvaltning har truffet afgørelsen i en sag, hvor kompetencen er delegeret til forvaltningen, er afgørelsen retlig bindende.
./. Teknisk Forvaltning har udarbejdet vedlagte oversigt over delegering af bemyndigelse til Teknisk Forvaltning på udvalgte områder. Der er ikke tildelt Teknisk Forvaltning yderligere kompetence end tidligere.
Rammerne for delegering af afgørelser efter Byggeloven og Planloven er
./. yderligere beskrevet i vedlagte notat af 12. november 2009.
Teknisk Forvaltning vil én gang årligt redegøre for anvendelse af kompetencerne. Første redegørelse vil finde sted i 1. kvartal af 2011.
Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen.
Teknisk Forvaltning indstiller:
- At udvalget giver forvaltningen bemyndigelse i henhold til Tekniks Forvaltnings delegationsplan af 1. januar 2010.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 2:
Tiltrådt.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
3. Godkendelse af Hjortespringbadet
J.nr. 09.01.07K08/34450
Herlev Kommunes Tekniske Forvaltning har modtaget en ansøgning om godkendelse af Hjortespringbadet i forbindelse med ombygningen af badet. I forbindelse med ombygningen bliver det eksisterende 50 m bassin overdækket og Hjortespringbadet udvides med et aktivitetsbassin, et småbørnsbassin og et varmtvandsbassin.
Ifølge bekendtgørelsen om svømmebassiner mv. og disses vandkvalitet (bek. nr. 288 af 14/04 2005) må svømmeanlæg ikke opføres eller drives uden godkendelse. Ved godkendelsen vurderes de hygiejniske forhold ved svømmebadsanlægget.
./. Teknisk Forvaltning har udarbejdet et forslag til en godkendelse af Hjortespringbadet. Godkendelsen indeholder bla. vilkår om egenkontrol af badevandet og krav om en rengøringsplan for at sikre, at badevandskvaliteten er i orden. Der udføres derudover hygiejnetilsyn 2 gange om året for at følge op på hygiejnen i anlægget.
Hjortespringbadet opføres i henhold til bekendtgørelsen om svømmebassiner mv. og disses vandkvalitet (bek. nr. 288 af 14/04 2005). Anlægget dimensioneres og udføres efter retningslinjerne i DS 477, Norm for svømmebadsanlæg, 1996.
Hjortespringbadet overholder bekendtgørelsens krav til vandets omsætningstid i bassinerne.
Normen indeholder bl.a. vejledning og anbefalinger til størrelse af omklædningsrum, antal af brusere og antal af toiletter. Ved dimensioneringen af omklædningsrum er taget udgangspunkt i anbefalingen på 0,40 m2 pr. person for badelande frem for anbefalingerne for svømmehaller på 0,75-1,25 m2 pr. person. Hjortespringbadet ligger lidt under det anbefalede areal pr. person for badelande med 0,38 m2 pr. person. Hjortespringbadet er derfor dimensioneret med mindre plads i omklædningsrummene i forhold til anbefalingerne til en svømmehal. Der er desuden færre brusere og færre toiletter end anbefalet i normen. Der er i omklædningsrummene skabsplads til 286 damer og 284 herre, dvs. en anlægskapacitet på 570 personer.
Normens anbefalinger for dimensioneringen af omklædningsrum i svømmehaller overskrides ved 292 personer og normen for badelande overskrides ved 547 personer. Følges anbefalingerne i normen om 1 bruser pr. ca. 20 personer vil der være brusere svarende til 460 personer.
I de fleste tilfælde vil der være langt færre end 292 personer i anlægget og i praksis vil der kun sjældent være kø ved bruserne. Teknisk Forvaltning vurderer derfor, i kombination med dette og på baggrund af at der løbende laves egenkontrol af badevandskvaliteten og årligt føres 2 hygiejnetilsyn, at Hjortespringbadet kan godkendes.
Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen.
Teknisk Forvaltning indstiller:
- At godkendelsen af Hjortespringbadet vedtages.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 3:
Tiltrådt.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
4. Udviklingsprojekt vedrørende indsamling af batterier
J.nr. 07.13.04P20/37803
Herlev Kommune har i 2009 deltaget i et udviklingsprojekt om brugerdreven innovation på affaldsområdet i samarbejde med I/S Vestforbrænding og Danmarks Designskole. Det konkrete projekt som Herlev Kommune deltog i var, ”Hvad nu hvis – affaldsordningerne var tæt på indkøbsmulighederne”. Projektet foregik i samarbejde med beboer og virksomheder på Bangs Torv i Herlev, I/S Vestforbrænding samt Danmarks Designskole.
På kommunens hjemmeside er der yderligere oplysninger om projektet. Projektet er et af initiativerne i Affaldsplan 2009-2020 for Herlev Kommune.
Et af resultaterne i udviklingsprojektet var et forslag om udvikling og implementering af en ordning for retur-batterier via butikker. Forslaget er at de kunder, der vælger at aflevere batterier hos Kop & Kande, modtager et tilgodebevis, som kunden efterfølgende kan omsætte til varer i butikken. Beløbet er symbolsk, eventuelt 1 kr. pr. batteri – og finansieres af Kop & Kande selv. Ordningen vil dermed indebære et yderligere incitament til at aflevere de miljøfarlige batterier.
I projektet indgår selve konceptudviklingen af ordningen, herunder udvikling af batteribeholder og indsamlingsudstyr hos den enkelte borger, markedsføring af ordningen, som Danmarks Designskole og Copenhagen Institute for Interaction Design tilbyder at stå for, tillige med gennemførelse af en egentlig forsøgsperiode på ½ år.
Herlev Kommune skal deltage med input til planlægning, feedback på koncept og prototype, afhentning og behandling af indsamlede batterier samt omtale af projektet via hjemmeside og annonce i Herlev Bladet.
Der er en projektøkonomi på 100.000 kr., som foreslås finansieret af I/S Vestforbrænding og Herlev Kommune med 50.000 kr. til hver.
Det er Forvaltningens vurdering, at projektet kan medvirke til udvikling af et nyt sammenhængende koncept for indsamling af batterier, som kombinerer miljøhensyn, markedsføring og lokalt engagement. Ved at inddrage nye faggrupper i konceptudviklingen opnås en anden tilgang til affaldsordninger, som har udgangspunkt i design og brugervenlighed.
Hvis konceptet i en forsøgsperiode på ½ år viser sig at være bæredygtigt i forhold til indsamlede mængder, kan forvaltningen forestille sig at ordningen kan komme til at omfatte andre butikker og evt. andre affaldstyper. Resultaterne og de udviklede beholdere og prototyper vil sammen eller hver for sig kunne udnyttes af I/S Vestforbrænding, Herlev Kommune eller Kop & Kande.
Projektet finansieres af det eksisterende budget for forsøgsordninger på affaldsområdet.
Teknik- og Miljøudvalget der har beslutningskompetencen.
Teknisk Forvaltning indstiller:
- At Herlev Kommune deltager i udviklingsprojektet vedrørende indsamling af batterier.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 4:
Tiltrådt.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
5. Endelig vedtagelse af Lokalplan 85 for et område ved Symfonivej kaldet Kagsengen.
J.nr. 01.02.05G01/35518
Lokalplan 85 omhandler anlæggelsen af en park på matr.nr. 6 ba, Herlev, som netop er døbt Kagsengen. Området er udlagt til offentlige formål i kommuneplanen.
Parken affødes af et projekt om etablering af et større forsinkelsesbassin på grunden. Bassinet skal afhjælpe afvandingsproblemer til Kagsåen, således at overløb nedstrøms reduceres til gennemsnitligt 5 gange om året. Projektet er et led i et større samarbejde mellem Herlev, Gladsaxe og Københavns Kommuner. Kagsåen skal omlægges mellem Herlev Hovedgade og Frederikssundsbanen og føres til førnævnte forsinkelsesbassin.
Med ønsket om at bidrage til en bæredygtig udvikling har Herlev Kloak A/S som bygherre bestilt en rådgiver til at redegøre for, hvordan de 9000 kubikmeter jord fra arbejdet med forsinkelsesbassinet kan placeres inden for matriklen, så Kagsengen efter retablering vil fremstå som en park til glæde for byens borgere. Lokalplanforslaget udstikker således rammerne for en udformning af Kagsengen, der skal understøtte de rekreative kvaliteter i området.
Det primære element i parken vil blive en større bakke. Rundt om bakken plantes hjemmehørende arter samtidig med, at små søer, stier og broer skal gøre området til en oplevelse at færdes i. Der henvises til tegningsbilag 1 og 2 i lokalplanen.
Lokalplanens realisering forudsætter en række tilladelser fra miljømyndigheden, bl.a. med hensyn til Naturbeskyttelseslovens § 3. Miljøscreening efter Lov om Miljøvurdering blev offentliggjort sammen med planforslaget. Der kom en indsigelse fra Herlev Miljøforening, der er enige i, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering, men spørger til, hvad Herlev Kommune vil gøre, hvis der findes forurening under gravearbejdet.
./. Svaret blev sendt den 26. oktober 2009 og fremgår af vedlagte bilag.
I forbindelse med planforslaget har vi modtaget en indsigelse fra Kroppedal Museum angående mulige fortidsminder i Kagsengen. De anbefaler, at der udføres en arkæologisk forundersøgelse, eller at der udføres arkæologisk tilsyn med udgravningen. Af lokalplanens redegørelse under ”Tilladelser”, side 5, er museumslovens § 27 beskrevet, hvorfor indsigelsen sendes videre til bygherren, der vil tage kontakt til Kroppedal og aftale detaljerne for udgravningen.
Teknisk Forvaltning vurderer ikke, at indsigelsen medfører ændringer i lokalplanen.
Kommunalbestyrelsen har beslutningskompetencen.
Teknisk Forvaltning indstiller:
- At Lokalplan 85 vedtages endeligt.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 5:
Anbefalet.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
6. Højder og rammer for byggeri på Herlev Hospital
J.nr. 01.02.05P16/37388
Teknisk Forvaltning har udarbejdet skyggediagrammer, der viser skyggevirkningerne ved bebyggelse på hospitalet på flere tidspunkter af dagen og på forskellige tidspunkter af året.
Rammer for højderne på byggeriet tager udgangspunkt i de højder, der blev præsenteret ved fremlæggelse på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. december 2009:
1 zone med max. 1½ etage, 1 zone med max. 3 etager, 1 zone med max. 12 etager og 1 zone med max. 24 etager.
Der er udarbejdet 2 eksempler på placering. En hvor den høje bebyggelse er trukket 50 m ind fra Turkisvej, og punktet for høj bebyggelse er placeret ved siden af det eksisterende tårn på hospitalet og en hvor bebyggelsen har samme byggelinie 15 m fra vej hele vejen rundt.
Der er udarbejdet scenarier for, hvor meget byggeriet vil fylde ved en bebyggelsesprocent på 200, som det forventes at byggeriet på hospitalet vil komme op på, når det er fuldt udbygget. De 2 scenarier tager afsæt i henholdsvis:
- Et byggeri med mest mulig bebyggelse i få etager og
- Et byggeri med mest mulig bebyggelse i mange etager.
Eksemplerne giver et billede af, hvor meget af grunden, der bliver bebygget ved de 2 scenarier, hvis grunden bliver bebygget med 200 %.
I forhold til Arkitektkonkurrencen ligger der intet fast endnu, og det kommende byggeri vil måske blive en blanding af højt og lavt.
Ved højt byggeri bliver der mere friareal og mulighed for grønne byrum, og ved lavt byggeri bliver der færre skyggevirkninger, men et mere kompakt byggeri med mindre friareal og grønne byrum.
Forvaltningen vurderer ud fra de givne scenarier, at det vil være en fordel at bygge i højden, da det efterlader mest friareal og luft omkring bygningerne.
Skyggediagrammerne viser også, at naboerne ikke vil blive påvirket yderligere end, hvis der bygges lavt men tæt, da de høje bygninger mod Turkisvej er trukket de 50 m tilbage.
Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen.
Teknisk Forvaltning indstiller:
- At ovenstående rammer for højder og byggeri vedtages.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 6:
Arly Eskildsen bad om at få sagen i Kommunalbestyrelsen, i den sammenhæng anbefalede Arly Eskildsen indstillingen.
Udvalget tiltrådte indstillingen.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
7. Dispensation til opførelse af 10 P-pladser på Violinvej
J.nr. 01.02.05P19/37421
Teknisk Forvaltning har modtaget en ansøgning den 2. november 2009 bl.a. om tilladelse til at udvide parkeringsarealet for enden af Violinvej, matr.nr. 5 o, Herlev, syd for Herlev Station.
Projektet til forbedring af parkeringsforholdene omkring Herlev Station indeholder en udvidelse med 15 nye parkeringspladser på ovennævnte matrikel. Parkeringspladserne vejbetjenes fra Kantatevej hovedsageligt ad Violinvej, Fagotvej/Harpevej og Romancevej.
Arealet er omfattet af Lokalplan 13, som udlægger matr.nr. 5 o til parkeringsareal for cykler og biler. Det ansøgte kræver dispensation fra lokalplanens § 3.1., idet 10 af de projekterede p-pladser ligger i område udlagt til cykelparkering iht. lokalplanens kortbilag.
Naboorientering er foretaget. Der kom én indsigelse til dispensationen med følgende kommentarer mod en dispensation:
Nye parkeringspladser vil give større lokal forurening.
Violinvej er en skolevej, og flere biler vil gøre det mere usikkert at færdes.
Teknisk Forvaltning vurderer, at et supplement af 15 parkeringspladser vil kunne bidrage positivt til brugen af offentlig transport i forbindelse med pendling ud af kommunen og dermed overordnet bevirke mindre forurening. I forbindelse med en forbedring af forholdene omkring stationen er der givet tilladelse til en udvidet cykelparkering på andre arealer end det, der inddrages. En dispensation vil altså ikke forringe forholdene for de cyklende pendlere til Herlev Station.
I Musikkvarteret og dermed også på Violinvej er der indført 40 km/t zone, og på Violinvej er der vejbump til at nedsætte hastigheden. 15 nye parkeringspladser vurderes ikke at sætte hastigheden op og gøre færden mere usikker. I dag holder der biler rundt på villavejene i nærheden af stationen, og det er bl.a. formålet med de nye parkeringspladser at minimere denne trafik.
Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen.
Teknisk Forvaltning indstiller:
- At der dispenseres fra Lokalplanens § 3.1. og kortbilag til etablering af 15 yderligere parkeringspladser.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 7:
Tiltrådt.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
