Møde den 26. oktober 2010
Referat:
1. Præsentation af nyt sundhedsfremmeprojekt i Herlev Kommune
Sagsnr. 163-2010-51490/Dok.nr. 163-2010-553027
Sagen sidst behandlet:
Beslutningskompetence:
Sundheds- og Voksenudvalget
Sagsfremstilling:
Herlev Kommune har fra Sundhedsstyrelsen modtaget midler fra Satspuljen på kr. 8.475.664.
Midlerne skal gå til et 4-årigt forebyggelses- og sundhedsfremmeprojekt i et lokalt nærmiljø med høj koncentration af mindre ressourcestærke borgere. Konkret er området lille Birkholm I+II, lille Birkholm III og Hjortegården valgt som det lokalmiljø i Herlev, hvor indsatsen skal udfoldes. Projektets overordnede formål er at styrke trivsel og sundhed generelt i området.
Udviklingskonsulent Lisbeth Naver vil på mødet præsentere projektets indhold og de bagvedliggende tanker.
Forvaltningen indstiller:
Sagen fremlægges til Sundheds- og Voksenudvalgets orientering og drøftelse.
Beslutning:
Sundheds- og Voksenudvalgets møde den 26. oktober 2010:
Afbud: Ingen
Drøftet og taget til efterretning.
2. Tillægsaftale til Sundhedsaftale II
Sagsnr. 163-2010-41485/Dok.nr. 163-2010-553066
Sagen sidst behandlet:
Sundheds- og Voksenudvalget 27. april 2010
Beslutningskompetence:
Kommunalbestyrelsen
Sagsfremstilling:
Som præsenteret på Sundheds- og Voksenudvalgets møde den 23. marts 2010 sætter Sundhedsaftalen politiske og administrative rammer og mål for samarbejdet mellem kommuner og region på sundhedsområdet. Den enkelte kommunalbestyrelse og regionen skal senest januar 2011 have indgået en ny sundhedsaftale for perioden 2011-2014.
Sundhedsaftale II består af tre dele: En politisk generel del, en administrativ operationel del og en kommunespecifik del – kaldet tillægsaftalen. Sundheds- og Voksenudvalget er blevet præsenteret for den politiske generelle del af sundhedsaftalen og har afgivet høringssvar på denne.
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger nu udkast til tillægsaftale til sundhedsaftale II. Tillægsaftalen mellem Herlev Kommune og Region Hovedstaden drøftes på et møde den 3. november 2010, hvor hele Herlev Klyngen deltager. Udkast til tillægsaftale er vedlagt som bilag.
På mødet vil leder af Sundhedscenteret Malou Laursen deltage. Der bliver således mulighed for at få en uddybning af indholdet i tillægsaftalen.
Tillægsaftalen er struktureret ud fra en række overskrifter, som kommunerne efter aftale med regionen skal forholde sig til.
Overskrifterne i tillægsaftalen er:
- Implementering af forløbsprogrammer for kronisk sygdom
- Forebyggelse af genindlæggelser
- Samarbejde på hygiejneområdet
- Samarbejde om opfølgning på utilsigtede hændelser
- Forskning
- Udviklingsprojekter
Nedenfor er kort beskrevet, hvordan Herlev Kommune forholder sig til de enkelte overskrifter. Endvidere er det væsentligt at pointere, at Herlev Kommune i tillægsaftalen har præciseret, at der tages forbehold for kommunens økonomiske forudsætninger.
Implementering af forløbsprogrammer for kronisk sygdom: Herlev Kommune forpligter sig med Sundhedsaftale II til at implementere forløbsprogrammer for kronisk sygdomme. Herlev Kommune er godt i gang med forløbsprogrammer for Type 2 diabetespatienter, hvor aktiviteterne kan gennemføres inden for den eksisterende ramme. Forløbsprogrammer for KOL er et nyt indsatsområde, hvor der på nuværende tidspunkt er en dialog mellem genoptrænings- og sundhedsområdet om, hvordan opgaverne skal løftes evt. i samarbejde med andre kommuner. Herlev Kommune afventer endelig godkendelse af øvrige forløbsprogrammer førend der tages stilling til, hvordan de skal organiseres.
Forebyggelse af genindlæggelser: Herlev Kommune indstiller, at det eksisterende personale i form af syge- og hjemmepleje i Herlev Kommune og de koordinerende sygeplejersker på hospitalerne sætter ekstra fokus på opgaven evt. ved at omlægge arbejdsopgaver. Det er forventningen, at det kan gøres uden at afsætte ekstra ressourcer til området.
Samarbejde på hygiejneområdet: Herlev Kommune indstiller, at kommunallægerne og sygeplejen indgår i arbejdet som ressourcepersoner. Derudover afsættes ikke yderligere ressourcer til området.
Samarbejde om opfølgning på utilsigtede hændelser: Ny lovgivning forpligter kommunerne til at indberette samtlige utilsigtede hændelser på sundhedsområdet. Sundhedsaftale II er med til at danne en ramme for dette arbejde, og i tillægsaftalen gives status på Herlev Kommunes organisering af området.
Forskning: Der arbejdes på at udvikle forslag til en lokal ramme for samarbejdet på forskningsområdet under Herlev-klyngen.
Udviklingsprojekter: Herlev Kommune har sammen med de andre kommuner i Herlev-klyngen valgt at indgå i et udviklingsprojekt vedrørende en socialsygeplejerske på Herlev Hospital. Endvidere er det under overvejelse at deltage i et projekt vedrørende borgere med dobbelt diagnoser i det psykiatriske system.
Forvaltningen indstiller:
- At Sundheds- og Voksenudvalget drøfter udkast til tillægsaftale til Sundhedsaftale II
Beslutning:
Sundheds- og Voksenudvalgets møde den 26. oktober 2010:
Afbud: Ingen
Drøftet og taget til efterretning.
Se Bilag.
