Møde den 12. januar 2011
- 1. Refusionsberigtigelse af sociale ydelser (Sundheds- og Voksenudvalget)
- 2. Partnerskab mellem Herlev Kommune og Gate 21
- 3. Indsamling af storskrald, haveaffald og genbrug fra enfamiliehuse
- 4. Ll. Birkholm I & II - brug af midler fra reguleringskonto
- 5. Sundhedsaftale II for 2011-2014
LUKKET MØDE
6. Meddelelser
7. Salg af ejendom
1. Refusionsberigtigelse af sociale ydelser (Sundheds- og Voksenudvalget)
Sagsnr. 163-2010-65723/Dok.nr. 163-2010-558866
Sagen sidst behandlet:
-
Beslutningskompetence:
Kommunalbestyrelsen.
Sagsfremstilling:
Sundhedsloven:
I en sag er der efter Sundhedslovens § 160 udbetalt begravelseshjælp 2 gange med i alt 9.100 kr. for meget. Første gang til en datter og anden gang til bedemandsforretningen. Fejlen er opstået ved, at de 2 ansøgninger har krydset hinanden. På ansøgningen fra bedemandsforretningen fremgår, at begravelseshjælpen skal udbetales til dem, og på ansøgningen fra datteren fremgår, at begravelseshjælpen skal udbetales til hende. Beløbet er fejlagtigt udbetalt til begge, og der er ikke juridisk grundlag for at kræve beløbet tilbagebetalt. Men beløbet søges inddraget hos bedemanden.
Boligstøtteloven:
I en sag er der i perioden 1. juli 2000 til 1. marts 2004 udbetalt 23.302 kr. for meget i boligydelse som lån efter Boligstøttelovens § 31. Borgeren har boet i 2 andelsboliger, og har modtaget boligydelse som lån til begge boliger. Da pågældende flytter i ældrebolig i 2008 forfalder lånene til betaling, men ved en fejl bliver kun det ene lån afkrævet og indfriet. I forbindelse med pågældendes død bliver forvaltningen opmærksom på det lån, som ikke er blevet afkrævet, og lånet anmeldes til Skifteretten sammen med forvaltningens øvrige krav. Boet udlægges til privat skifte. Boets advokat anfægter gælden, og såfremt kravet fastholdes, beder han om, at der anlægges sag mod boet. Udgifterne til at føre en sådan sag vil overstige kommunens tilgodehavende, hvorfor det indstilles, at beløbet afskrives uden for refusionsordningen, da der burde være rejst krav om tilbagebetaling i 2008.
Det vurderes, at borgerne har modtaget ydelserne i god tro, hvorfor der ikke er grundlag for at kræve det for meget udbetalte tilbagebetalt. Der kan ikke hjemtages refusion, idet der er tale om administrative fejl, hvorfor beløbene skal afholdes udenfor refusionsordningen.
For alle sagers vedkommende skal det bemærkes, at de anvendte beløb er bruttobeløb, og at det således kun er refusionsandelen (fra 50-100% refusion) Herlev Kommune skal berigtige.
Forvaltningen indstiller:
At ovennævnte beløb berigtiges refusionsmæssigt i regnskabsåret 2010.
Beslutning:
Sundheds- og Voksenudvalgets møde den 14. december 2010:
Afbud: Thomas Gyldal Petersen
Oversendes til Økonomi- og Planlægningsudvalget
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde den 12. januar 2011:
Afbud: Ingen.
Tiltrådt.
2. Partnerskab mellem Herlev Kommune og Gate 21
Sagsnr. 163-2010-65323/Dok.nr. 163-2011-2671
Sagen sidst behandlet:
-
Beslutningskompetence:
Kommunalbestyrelsen.
Sagsfremstilling:
Gate 21 er startet i 2009 og er en partnerskabsforening, der har som mål at reducere energiforbrug og CO2-udledning gennem projekter, der skaber nytænkning. Fokus er på at facilitere samarbejde mellem kommuner, boligselskaber, universiteter og private virksomheder.
Projekterne tager afsæt i kommunernes behov og udvælges blandt forslag fra partnerne. Projektudførelsen gennemføres ved, at deltagende partnere og øvrige interessenter stiller medarbejderressourcer til rådighed efter nærmere aftale. Midler til gennemførelse rejses gennem fondsansøgninger, primært i EU.
De direkte udgifter til partnerskabsaftalen vil for Herlev Kommune være et årligt partnerskabsbidrag på kr. 25.000 samt kr. 5 pr. borger; i alt kr. 160.000. Udgiften finansieres af Energi- og Ressourcepuljen.
Herlev Kommune har, i lighed med andre kommuner, en række ambitiøse klima-mål. Indsatsen i Herlev Kommune sker med udgangspunkt i kommunens katalog over lokale bidrag til den nationale indsats mod klimaforandringer.
Deltagelse i Gate 21 vil styrke arbejdet med klima- og energieffektiviseringer i Herlev Kommune, idet der vil blive adgang til andres erfaringer og resultater.
Endvidere vil der via partnerskabsaftalen være en adgang til de eksterne puljemidler i forbindelse med deltagelse i projekterne. Medarbejdere, som tilknyttes projekter via Gate 21, opnår kompetenceudvikling gennem jobrotation og projektdeltagelse.
Medlemskab af Gate 21 kan betragtes som en strategisk langsigtet beslutning, hvor man uddelegerer den tidskrævende og vanskelige opgave, at lave forarbejde på klima- og energiprojekter.
Forvaltningen indstiller:
At Herlev Kommune indgår en partnerskabsaftale med Gate 21.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde den 12. januar 2011:
Afbud: Ingen.
Tiltrådt.
3. Indsamling af storskrald, haveaffald og genbrug fra enfamiliehuse
Sagsnr. 163-2010-41762/Dok.nr. 163-2010-566473
Sagen sidst behandlet:
Teknik- og Miljøudvalget den 17. juni 2010.
Beslutningskompetence:
Kommunalbestyrelsen.
Sagsfremstilling:
I 2011 udløber kontrakten på indsamling af storskrald, haveaffald og genbrug fra 5000 enfamiliehuse. Et forsøg i 2010 med sortering af emballageaffald viser, at genanvendelsen af papir, plast, metal og glas kan øges ved opstilling af en 4 delt beholder ved enfamiliehuse. Beholderløsningen forbedrer samtidig arbejdsmiljøet væsentligt. En øget genanvendelse vil bidrage til at nå affaldsplanens mål for genanvendelse og klimakatalogets mål om reduktion af CO2.
Indførelse af 4 delt beholderløsning er det bedste bud på en fremtidig affaldsløsning, men der kan i de første par år være behov for tilpasning af forskellige praktiske forhold, herunder afhentningsfrekvens, sorteringsgrad, adgangsforhold.
Forvaltningen anbefaler, at kommunen udbyder en ny ordning hvor, entreprenøren skal hente genbrugsmaterialer som i dag og hente emballageaffald i en beholderløsning efterhånden som denne ordning etableres i 2012. Bilag til dagsordenen uddyber baggrund, tidsplan og forslaget til ny løsning.
For at fastholde en høj borgertilfredshed samt fleksibel og effektiv ordning indkøber Herlev Kommune de nye 4 delte beholdere i 2 størrelser. Udgiften på ca. 6 mio. kr. afholdes indenfor det takstfinansierede renovationsområde.
I budget 2011 er der afsat 1,2 mio. kr. til drift af øget indsamling af genanvendelige materialer. Vestforbrænding vil for at støtte udvikling af nye affaldsløsninger i en periode dække eventuelle omkostninger ud over 20 kr. pr. tømning. Afhentning af emballagebeholderen vil således ske indenfor eksisterende budget.
Forvaltningen indstiller:
1. Indsamlingen af haveaffald, storskrald og genbrug fra enfamiliehuse ændres så der også tilbydes en beholderløsning til emballageaffald.
2. Nuværende kontrakt med HCS forlænges med 3 måneder.
3. Investering i affaldsbeholdere afholdes indenfor det takstfinansierede renovationsområde.
4. Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende udbudsmateriale for ny ordning for storskrald og haveaffald samt emballageaffald.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. december 2010:
Afbud: Ken Jørgensen, Peter Nielsen
Anbefales.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde den 12. januar 2011:
Afbud: Ingen.
Tiltrådt.
Se Bilag.
4. Ll. Birkholm I & II - brug af midler fra reguleringskonto
Sagsnr. 163-2010-67366/Dok.nr. 163-2010-597070
Sagen sidst behandlet:
-
Beslutningskompetence:
Kommunalbestyrelsen
Sagsfremstilling:
Herlev almennyttige Boligselskab har ansøgt Kommunalbestyrelsen om godkendelse af anvendelse af midler fra afdelingens reguleringskonto til dækning af udgifter til tryghedsskabende foranstaltninger i afdelingen.
Boligselskabet oplyser, at der ved det senest afsluttede og reviderede regnskab pr. 30. september 2009 forelå kr. 3.467.729,- i udisponerede midler. Boligselskabet og afdelingen har besluttet at ansøge om brug af maksimum kr. 3.000.000,- af afdelingens reguleringskonto.
Midlerne ønskes anvendt på følgende områder:
- Tilgængelighed i form af åbning af brandveje og øget egnethed for bevægelseshæmmede
- Belysning i form af kraftigere og mere udbredt belysning på fællesarealer samt sikring mod hærværk
- Beplantning i form af en mere åben og transparent beplantning på fællesarealer
- Mødesteder i form af etablering af fælles rammer, der inspirerer til ophold og fredeligt socialt samvær på fællesarealerne. Der planlægges etablering af små hyggelige pladser, opsætning af borde og bænke og en blomsterhave med stiforløb og vandkunst
- Legemuligheder i form af etablering af flere lege- og opholdsmuligheder. Gamle legeanlæg nedtages af sikkerhedsmæssige årsager og erstattes af nye sikre anlæg.
Landsbyggefonden har godkendt boligselskabets ansøgning med forbehold for Herlev Kommunes behandling af ansøgningen.
Forvaltningen indstiller:
At Kommunalbestyrelsen godkender anvendelse af maksimalt kr. 3.000.000,- fra afdelingens reguleringskonto til dækning af udgifter til tryghedsskabende foranstaltninger.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde den 12. januar 2011:
Afbud: Ingen.
Tiltrådt.
5. Sundhedsaftale II for 2011-2014
Sagsnr. 163-2010-41485/Dok.nr. 163-2010-599629
Sagen sidst behandlet:
Ældrerådet den 9. december 2010
Skriftlig høring i Handicaprådet i perioden den 30. nov. – 13. dec. 2010
Beslutningskompetence:
Kommunalbestyrelsen
Sagsfremstilling:
Sundhedsaftalen sætter politiske og administrative rammer og mål for samarbejdet mellem region og kommuner på sundhedsområdet. Den enkelte kommunalbestyrelse og regionen skal i januar 2011 have indgået en ny sundhedsaftale for perioden 2011-2014, som afløser Sundhedsaftale I (2008-2010).
Formålet med sundhedsaftalen er at understøtte, at borgeren oplever sammenhæng og kvalitet i det samlede sundhedsvæsen. Sundhedsaftalen virker i spændingsfeltet mellem et stadigt mere specialiseret hospitalsvæsen med vægt på hurtige accelererede forløb og mere ambulant behandling, og den kommunale del af sundhedsvæsenet, de tilgrænsende dele af det sociale område og almen praksissektoren.
Sundhedsaftale II består af to dele: En fælles grundaftale, som dækker samarbejdet mellem regionen og alle 29 kommuner i Region Hovedstaden samt en tillægsaftale som er gældende for Herlev Kommune.
Indgåelse af sundhedsaftalen er en lovpligtig opgave, og aftalen skal som minimum dække følgende seks områder:
- Indlæggelses- og udskrivningsforløb
- Træningsområdet
- Behandlingsredskaber og hjælpemidler
- Forebyggelse og sundhedsfremme, herunder patientrettet forebyggelse
- Indsatsen for mennesker med sindslidelser
- Opfølgning på utilsigtede hændelser
Sundhedskoordinationsudvalget (som består af politiske repræsentanter fra hhv. regionen og kommunerne) har den 31. august 2010 godkendt den fælles grundaftale, som danner grundlag for de individuelle tillægsaftaler.
Tillægsaftalen er struktureret ud fra en række overskrifter, som kommunerne efter aftale med regionen skal forholde sig til:
- Implementering af forløbsprogrammer for kronisk sygdom
- Forebyggelse af genindlæggelser
- Samarbejde på hygiejneområdet
- Samarbejde om opfølgning på utilsigtede hændelser
- Forskning
- Udviklingsprojekter
Den foreliggende tillægsaftale er forhandlet med Region Hovedstaden i november 2010 i samarbejde med de øvrige kommuner i klyngesamarbejdet omkring Herlev Hospital.
Forvaltningen indstiller:
At Sundhedsaftale II for 2011-2014 indeholdende grundaftale samt tillægsaftale for Herlev Kommune tiltrædes.
Beslutning:
Sundheds- og Voksenudvalgets møde den 14. december 2010:
Afbud: Thomas Gyldal Petersen
Oversendes til Økonomi- og Planlægningsudvalget.
Ældrerådet har ingen bemærkninger til Sundhedsaftale II.
Høringssvar fra DH-Herlevs medlemmer af Handicaprådet udleveret. Sundheds- og Voksenudvalget finder, at det er nogle relevante punkter, som DH-Herlev fremhæver i sit høringssvar. Forvaltningen vil sikre, at de nævnte forhold indgår i implementeringen af Sundhedsaftale II. Dog ønskes en præcisering vedrørende det sidste afsnit.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde den 12. januar 2011:
Afbud: Ingen.
Tiltrådt.
TILLÆGSDAGSORDEN
8. Ændring af skolestruktur for Herlev Kommunes skolevæsen
Sagsnr. 163-2010-58033/Dok.nr. 163-2011-822
Sagen sidst behandlet:
13. oktober 2010
Beslutningskompetence:
Kommunalbestyrelsen
Sagsfremstilling:
Kommunalbestyrelsen har på sit møde d. 13/10 2010 i forbindelse med behandling af udviklingsplanen for Herlev Kommunes skolevæsen besluttet at stille forslag om en ændring af skolestrukturen i Herlev Kommune, samt sende forslaget i høring.
Ændringen af skolestrukturen indebærer, at Hammergårdskolen ophører fra d. 1.8.2011 som selvstændig skole, og distriktet tilføjes uændret til Hjortespring skole. Der skal fortsat være undervisning på den nuværende Hammergårdskole for eleverne i 0.-6. klasse, men formelt set er der tale om ét skoledistrikt. Eleverne fra 0. – 6. klasse fordeles efter skolens valg på de 2 lokaliteter efter principperne for skoleindskrivning.
Ligeledes ophører Elverhøjens skole pr. 1.8. 2011 som selvstændig skole, og distriktet tilføjes uændret til Engskolen. Der skal fortsat være undervisning på den nuværende Elverhøjens skole for eleverne i 0.-6. Klasse, men formelt set er der tale om ét skoledistrikt. Eleverne fra 0. – 6. klasse fordeles efter skolens valg på de 2 lokaliteter efter principperne for skoleindskrivning.
I overensstemmelse med bekendtgørelsen om procedurerne ved en skolenedlæggelse har forslaget været i offentlig høring i 8 uger fra d. 19. oktober 2010 – 16.december 2010. Der er desuden indhentet udtalelser fra de berørte skolebestyrelser.
Høringssvarene er overordnet positive overfor en ændring af distrikterne. Skolebestyrelserne ved Hammergårdskolen og Hjortespring Skole foreslår, at der findes et nyt navn til de sammenlagte skoler.
Efter Kommunalbestyrelsens beslutning, vil forvaltningen arbejde videre med den konkrete udmøntning af udviklingsplanen – herunder sammensætning af skolebestyrelser på de nye skoler.
Forvaltningen indstiller:
· at forslaget om en strukturændring godkendes,
· at skolebestyrelserne kan komme med forslag til nye navne til de sammenlagte skoler.
Beslutning:
Skolerådets møde den 10. januar 2011:
Afbud: Bent Larsen, Connie Mankov, Eva Marie Bojsen, Finn Conrad, Otto Verdier
Anbefales.
Beslutning:
Børne- og Undervisningsudvalgets møde den 11. januar 2011:
Afbud: Finn Conrad
Anbefales.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde den 12. januar 2011:
Afbud: Ingen.
Tiltrådt.
