Møde den 13. maj 2009



Indholdsfortegnelse



Sager til behandling for lukkede døre.

13.    Forbrug på ældreområdet 2008
14.    Ansøgning om alkoholbevilling samt bestyrergodkendelse
15.    Ansøgning om fornyelse af alkoholbevilling, udvidet åbningstid
            samt bestyrergodkendelse

 

1. Regnskab 2008

J.nr. 00.01S08/34754

Teknik- og Miljøudvalget oversender regnskabet til Økonomiudvalget.

Børne- og Kulturudvalget oversender regnskabet til Økonomiudvalget.

Social- og Sundhedsudvalget oversender regnskabet til Økonomiudvalget.

Arbejdsmarkedsudvalget oversender regnskabet til Økonomiudvalget.

Forvaltningen indstiller:
- At regnskabet godkendes.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 1:
Oversendes til kommunalbestyrelsen.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 1:
Tiltrådt.



2. Opstilling af kandidater til KommuneKredits bestyrelse

J.nr. 00.01A23/28089

I følge KommuneKredits vedtægter afholdes der i år valg af 4 kommunale medlemmer med personlige suppleanter til bestyrelsen.

For valgperioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2015 er der i forbindelse med KL’s delegeretmøde opstillet følgende kandidater med personlige suppleanter:

Den socialdemokratiske gruppe:

Kandidat:    Rådmand Anker Boye, Odense Kommune
Suppleant:    Borgmester Hans Christian Maarup, Mariagerfjord
Kommune

Kandidat:    Borgmester Kaj Petersen, Guldborgsund Kommune
Suppleant:    Viceborgmester Erik Christensen, Nyborg Kommune

Venstres gruppe:

Kandidat:    Borgmester Erik Fabrin, Rudersdal Kommune
Suppleant:    Borgmester Jannich Petersen, Gribskov Kommune

Kandidat:    Borgmester Lars Krarup, Herning Kommune
Suppleant:    Borgmester Flemming Eskildsen, Skive Kommune

Forvaltningen indstiller:
-  At de opstillede kandidater og personlige suppleanter godkendes.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 2:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 2:
Tiltrådt.



3. Udtrædelse af skolebestyrelsen på Hjortespring Skole

J.nr. 17.01.01A23/35997

Jette Mols Gravesen anmoder om at udtræde af skolebestyrelsen på Hjortespring Skole, da hun ikke længere har børn, som går på skolen.

Der er ikke udpeget et nyt skolebestyrelsesmedlem, da skolen ikke har en suppleant til at indtræde i bestyrelsen.

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller:
- At udtrædelsen af skolebestyrelsen godkendes.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 3:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 3:
Tiltrådt.



4. HAB- opsigelse af pantebrev og godkendelse af nyt realkreditlån.

J.nr. 03.11.08Ø20/35829

HAB anmoder i brev af 17/3 2009 om tilladelse til låneomlægning i afd. Lille Birkholm IV, Sennepshaven 62, der hidtil er anvendt af Herlev Kommune som børneinstitution.

Herlev Kommune har oprindeligt ydet boligselskabet et lån til etablering af børneinstitution, hvor der resterer 2.028.036 kr.

Selskabets bestyrelse har på et møde d. 13/1 2009 besluttet genudlejning af lokalerne som børneinstitution til Københavns Kommune, hvilket forudsætter, at der sker en låneomlægning til nedbringelse af huslejen.

Forvaltningen indstiller:

-    at boligselskabet HAB indfrier restgæld på pantebrev til Herlev Kommune på 2.028.036 kr.

-    at boligselskabet HAB optager et realkreditlån med tinglysning af pantebrev på 2.095.000 kr. til finansiering af låneomlægningen.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 1. april 2009 Punkt 1:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 4:
Tiltrådt.



5. Udlejning i Herlev almennyttige Boligselskab

J.nr. 03.10.04G01/27266

Sagen blev udsat på kommunalbestyrelsens møde i februar med henblik på afklaring af Herlev almennyttige Boligselskabs bemærkninger til aftalen om fleksibel udlejning.

Der er nu klarhed om mindre ændringer i aftalen om fleksibel udlejning. Aftalen tilgodeser dog stadig følgende grupper:
•    boligsøgende, som har fast job i Herlev eller omegn
•    boligsøgende Herlev-borgere over 55 år, som ønsker en mere senioregnet bolig samt
•    unge boligsøgende Herlev-borgere, som ønsker at flytte hjemmefra.

Kriterierne kan anvendes på 25 % af de ledige boliger i alle afdelinger undtagen Lille Birkholm I & II.

Aftalen indeholder stadig mulighed for, at enlige kan få en bolig på 3 rum, og par kan få en bolig på 4 rum i alle afdelinger, undtagen Kildegården.
 
Aftalen om kommunal anvisning foreslås forlænget i 4 år uden ændringer. Kommunalbestyrelsen garanterer for anviste lejeres opfyldelse af forpligtelse til at istandsætte boligen ved fraflytning, jf. § 59 i lov om almene boliger m.v.

Forvaltningen indstiller, at aftalerne godkendes.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 1. april 2009 Punkt 2:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 5:
Tiltrådt.



6. Ll. Birkholm I & II - brug af midler fra reguleringskonto

J.nr. 03.02.13G01/30566

Herlev almennyttige Boligselskab har ansøgt kommunalbestyrelsen om godkendelse af anvendelse af midler fra afdelingens reguleringskonto til dækning af udgifter til fysisk opretning i forbindelse med byggeskaderenovering i afdelingen.

Boligselskabet har tidligere ansøgt om og fået godkendt brug af midler fra reguleringskontoen på maksimum 3.000.000 kr. til fysisk opretning i forbindelse med ekstraarbejder ved renovering af badeværelserne i afdelingen samt heraf følgende forlænget byggetid.

Boligselskabet ansøger om brug af midler på i alt 51.970.951,16 kr. til dækning af følgende merudgifter:

Bygningsarbejder:
Tagrenovering af højhusene,
lukning af parterreetage mv.        kr. 33.157.601,16

Varmeanlægget:
Indregulering af varmeanlægget,
energimåling mv.            kr.   2.293.350,00

Grønne områder:
Opretning af grønne områder,
stier, veje mv.            kr. 16.520.000,00

I alt                 kr. 51.970.951,16

Boligselskabet oplyser, at der indestår i dag 50.883.254 kr. på afdelingens reguleringskonto. Boligselskabet oplyser hertil, at midlerne fra reguleringskontoen anvendes under hensyn til det, der måtte være til rådighed på kontoen.

Landsbyggefonden har godkendt boligselskabets ansøgning med forbehold for Herlev Kommunes behandling af ansøgningen.

Forvaltningerne indstiller:
- At boligselskabets ansøgning tiltrædes under forudsætning af, at byg-
  ningsarbejder og arbejderne vedrørende varmeanlægget prioriteres
  frem for de grønne områder.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 4:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 6:
Tiltrådt.



7. Udskiftning af naturgasfyr i afdeling Herlevhuse

J.nr. 03.10.00K08/22106

SAB har fremsendt ansøgning om optagelse af lån til finansiering af udskiftning af 162 naturgasfyr i afdeling Herlevhuse.

Afdelingen søger om lånefinansiering af udskiftningen, selv om afdelingen ifølge § 62 i bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v. burde have henlagt tilstrækkelige midler til fornyelse af fyrene. Afdelingen begrunder dette med en række større og dyre renoveringsarbejder siden starten af 1990’erne. Afdelingen bruger i dag samtlige de henlagte beløb til vedligeholdelse og udskiftning af fyr, hvorfor der ikke sker opsparing til fremtidige behov.

Afdelingen søgte i 2004 om optagelse af lån til finansiering af udskiftning af fyr i 208 af afdelingens 262 boliger. Boligselskabet blev uden resultat anmodet om at dokumentere nødvendigheden af udskiftningen. Afdelingen besluttede derefter at øge henlæggelserne, og afdelingen har siden 2005 udskiftet 46 fyr. Imidlertid har afdelingen konstateret, at den nødvendige udskiftningstakt må forøges væsentligt, idet merudgifter til udskiftning og vedligeholdelse af fyr forårsagede et underskud på afdelingens regnskab for 2006/2007.

Afdelingsmødet har godkendt 2 forskellige finansieringsformer, hvoraf model 1 har førsteprioritet. Udgiften til udskiftningen af de 162 fyr varierer efter finansieringsmodel.

Model 1:

De 162 fyr udskiftes over en 3-4 årig periode, og de samlede udgifter udgør kr. 9.694.490. Der optages et byggelån (med en fast rente på 4,9%) på kr. 5.700.000. Efter 4 år optages et 15-årigt fastforrentet realkreditlån på dette beløb + tilskrevne renter. Derudover anvendes kr. 1.000.000 fra afdelingens henlæggelser hvert år – i alt kr. 4.000.000.

Afdelingsmødet er blevet gjort bekendt med usikkerheden ved denne finansieringsform, men ønsker at ”løbe risikoen”.

Hvis renten ikke stiger, vil denne model ikke medføre lejeforhøjelse, da henlæggelserne nedsættes. For hvert procentpoint renten stiger, vil lejen stige med kr. ca. 3 pr. m2 om året.

Model 2:

De 162 fyr skiftes i en omgang, og de samlede udgifter udgør kr. 9.721.505 (administrationsudgifter til KAB er højere her). Der optages et fastforrentet 15-årigt realkreditlån på hele beløbet.

Lejeforhøjelsen er på kr. ca. 14,00 pr. m2 om året, idet henlæggelserne nedsættes.

Der har været ført drøftelser med boligselskabet om de utilstrækkelige henlæggelser, og boligselskabet er opmærksom på, at der fremtidigt skal henlægges i tilstrækkeligt omfang.

Forvaltningen indstiller:
- At ansøgningen godkendes, hvor finansieringsmodel 1 anbefales.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 5:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 7:
Tiltrådt.
 


8. Frigivelse af midler til ombygning af Genbrugsstationen i forbindelse med ny miljøgodkendelse

J.nr. 07.04P19/35581

Teknisk Forvaltning har ansøgt om en ny miljøgodkendelse for Genbrugsstationen. Den gamle miljøgodkendelse er fra 1992 og er ikke tidssvarende i forhold til antallet af besøgende og mængden af affald. Både for antallet af besøgende og mængden af affald, har tallene de sidste par år været dobbelt så høje, som det estimerede i den gamle miljøgodkendelse.

Støjen fra Genbrugsstationen i kolonihaveområdet må ikke overstige 50 dB hverdage og lørdag indtil kl. 14. Lørdag efter kl. 14 samt søndag må støjen ikke overstige 45 dB.
 
En ny støjmåling viser overskridelse af støjvilkårene. For at overholde vilkårene for støj, er det derfor nødvendigt med nye foranstaltninger på Genbrugsstationen. I støjmålingsrapporten foreslås 2 tiltag, som kan gennemføres uden, at serviceniveauet for borgerne på Genbrugsstationen forringes:

-    Indkøb af en ny mere støjsvag traktor
-    Hævning af nuværende støjmur (mod kolonihaven) fra 3 m. til 5 m.

Disse 2 tiltag vil kunne nedbringe støjniveauet betydeligt således, at støjvilkåret bliver overholdt på hverdage og lørdag indtil kl. 14. For vilkåret, der gælder efter lørdag kl. 14 og søndag, skal der fortsat arbejdes med yderligere tiltag for at begrænse støjen.

Indkøb og detailprojektering gennemføres i første halvdel af 2009 og ombygning forventes gennemført i sidste halvår af 2009, når samtlige tilladelser og miljøgodkendelsen er modtaget.

Der er i budget 2009 afsat 3 mio. kr. som anlægsbevilling til Genbrugsstationen i forbindelse med ny miljøgodkendelse, herunder støjforhold m.v.

Teknisk Forvaltning indstiller,

-  at anlægsbevillingen på 3 mio. kr. i budget 2009 frigives.

Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 12. marts 2009 Punkt 5:
Tiltrådt, idet udvalget orienteres løbende, herunder om detailprojekt.
Afbud: Thomas Gyldal Petersen.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 1. april 2009 Punkt 3:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 8:
Tiltrådt.



9. Endelig vedtagelse af Lokalplan 61 for Rørløkken

J.nr. 01.02.05P16/28042

Lokalplanens offentlige høring fandt sted fra den 4. oktober til den 29. november 2006. Teknisk Forvaltning modtog i alt tolv indsigelser. En indsigelse var underskrevet af 59 husstande i Rørløkken, der ikke ønsker lokalplanforslagets mulighed for rejste tage.

Da det var et formål i lokalplanforslaget, at sikre en udbedring af de ældre utætte tage i kraft af en ændret tagkonstruktion, blev der indkaldt til møde med foreningens bestyrelse. Oprindeligt havde foreningen bedt kommunen om en ny lokalplan bl.a. med mulighed for tagrejsning. Det blev aftalt, at der på et møde i grundejerforeningen skulle stemmes om muligheden for tagrejsning. Resultatet blev et klart nej til tagrejsning.

En ny formulering angående tage i lokalplanen blev den 18. december 2008 udsendt til høring i området. Der indkom 4 bemærkninger, der alle er medtaget i formuleringen. Bemærkningerne angik:
-  At den overordnede beslutning omkring flade tage bliver fastsat i be-
   stemmelsen,
-  en max. højde for tagkonstruktionen fra overkant af betonbjælken,
-  at der kan bruges andre materialer på taget end tagpap,
-  retningslinjer med henblik på ensartethed.

Formuleringen fremgår nu af § 9.7. og er som følger:

Bebyggelsens tage udføres som flade tage med indvendig hældning efter producentens anvisning. Tagkonstruktionen skal respektere bebyggelsens arkitektoniske stil og områdets helhedspræg. Eksisterende betonbjælke hvidmales ligesom de eventuelle inddækninger, medens tagbelægninger udføres i mørke materialer gerne tagpap.   

Tagkonstruktionen må kun etableres over det oprindelige beboelsesareal og må ikke overskride overkanten af betonbjælken med mere end 30 cm. Eksisterende ovenlys kan sløjfes i forbindelse med nyt tag, hvorefter der kan etableres nye. Tagene skal have fald mod eksisterende regnvandsbrønd og egen grund. De skal som klimaskærm kunne leve op til energibestemmelserne i Bygningsreglement 2008.

Kommunalbestyrelsen har beslutningskompetencen.

Teknisk Forvaltning indstiller:
- At Lokalplan 61 vedtages med ovenstående § 9.7.

Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 23. april 2009 Punkt 9:
Tiltrådt.

Forvaltningen indstiller:
- At Lokalplan 61 vedtages med ovenstående § 9.7.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 6:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 9:
Tiltrådt.



10. Endelig vedtagelse af Lokalplan 76 for en klyngehus-bebyggelse på Sortemosevej

J.nr. 01.02.05P19/31914

Forslag til lokalplan 76 er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter fra Ejerforeningen Sortemosen. Under høringsperioden har der været afholdt et beboermøde, hvor Plan og Byg var til stede og informerede om planforslaget.

I forbindelse med beboermødet og i den efterfølgende høringsperiode, er beboerne kommet med mange forskellige ændringsforslag. De fremherskende temaer har været:
- At videreføre rettigheder fra råderetskatalog.
- De fremtidige parkeringsmuligheder.
- Udlæg af regional sti inden for området.
- Mulighed for passage rundt om alle klyngerne.

    Bemærkningerne fra høringsperioden er samlet i et indsigelsesnotat. Der er indkommet 19 indsigelser fra i alt 58 personer.

På baggrund af høringen vil Teknisk Forvaltning foreslå følgende
ændringer:

1.   § 1.1. At fastsætte bestemmelser til bevaring, renovering og moder-
      nisering af den eksisterende bebyggelse.
2.   Nyt pkt. til § 3. Der må endvidere anlægges et areal til fælles sorte-
      ring, opbevaring og transport af affald jvf. pkt. 8 og kommunens re-
      novationsregulativer.
3.   § 5.3. Der udlægges areal til en ny sti på den vestlige side af Sorte-
      mosevej, langs med den store legeplads og ud til kommunegrænsen
      mod Ballerup, jvf. kortbilag 4. Stien hedder sti 68, og er en del af det
      sekundære stinet. Stien løber i en grøn korridor og må ikke befæstes
      jvf. pkt. 8.2.
4.   § 5.5. Parkering skal ske i den til hvert klyngehus hørende carport,
      samt i afmærkede p-båse, i princippet som vist på kortbilag 3.
5.   Ny § 6 om Teknik. Inden for lokalplanområdet ligger der offentlige
      kloakledninger og vandledninger i jorden samt en målerbrønd ved
      nr. 51. Ledningernes- og målerbrøndens placering skal respekteres,
      jvf. kortbilag 5.
6.   § 7.2. Al udvendigt træværk, med undtagelse af vinduer og døre,
      skal fremstå med en ensartet behandling jvf. pkt. 7.1. Hvis der vælges
      en behandling af træet, der indbefatter farvepigment, skal den sam-
      me farve anvendes til hele bebyggelsen jvf. pkt. 7.2.
7.   § 7.3. Alle vinduer og hoveddøre i hver klynge skal fortsat males i
      samme farve. Ændring af farver skal godkendes af kommunalbesty-
      relsen.
8.   § 7.5. Tage skal så vidt muligt bevares i deres ydre fremtræden, men
      må ændres, så de opfylder nutidens konstruktions- og isolationskrav.
      Ændringer skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
9.   § 7.11. Det er tilladt at opsætte solfangere og solceller på baggrund
      af et af kommunalbestyrelsen godkendt standardprojekt. Fremtidige
      miljøforbedrende tiltag skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
10. Nyt pkt. til § 7. Enderækkehuse kan isætte ét ekstra vindue i gavlen,
      på baggrund af et af kommunalbestyrelsen godkendt standardpro-
      jekt.
11. Nyt pkt. til § 7. Hvert enkelt klyngehus kan lave én lyskasse til den
      eksisterende kælder, på baggrund af et af kommunalbestyrelsen
      godkendt standardprojekt.
12. § 8.5. Yderligere befæstelse af fællesarealerne må kun finde sted til
      brug for renovation og anlæg af nye p-båse eller med særlig tilladel-
      se fra kommunalbestyrelsen.

    Der er foreslået ændringer i kortbilag 3 og 4. Kortbilag 5 om farver foreslås erstattet af et nyt kortbilag 5, om offentlige kloak- og vand ledninger.

Desuden præciseres i vejledningen, at der kan dispenseres til fælles faciliteter for bebyggelsen, eksempelvis fælleslokale.

Kommunalbestyrelsen har beslutningskompetencen.

Teknisk Forvaltning indstiller:
-  At Lokalplan 76 vedtages med ovenstående ændringer nr. 1-12.

Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 23. april 2009 Punkt 10:
Tiltrådt, idet ” i gavlen” slettes i pkt. 10.

Forvaltningen indstiller:
- At Lokalplan 76 vedtages med ovenstående ændringer nr. 1-12.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 7:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 10:
Tiltrådt.




11. Naturskolen - Regnskab 2008

J.nr. 17.04.16S06/35766

Regnskabet for Naturskolen, som er behandlet af Naturskolens bestyrelse den 30. marts 2009, udviser et overskud på 47.223 kr. Beløbet søges overført til 2009.

Af overskuddet på 47.223 kr. udgør Herlev Kommunes andel 7.083 kr.

Kommunalbestyrelsen har beslutningskompetencen.

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller:
- At Naturskolens regnskab for 2008 godkendes

Beslutning:
Børne- og Kulturudvalgets møde 22. april 2009 Punkt 2:
Anbefales.
Afbud: Henrik Hilleberg

Forvaltningen indstiller:
- At Naturskolens regnskab for 2008 godkendes.

Beslutning:
Økonomiudvalgets møde 6. maj 2009 Punkt 8:
Tiltrådt.

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 11:
Tiltrådt.



12. Forslag fra Socialistisk Folkeparti

J.nr. 00.01A26/35934

Socialistisk Folkeparti ønsker følgende forslag optaget på dagsordenen:

”Der ønskes en redegørelse for i hvor mange borgersager, hvor tidsfrister og forskrifter overfor borgere ikke overholdes - på følgende områder:

Retssikkerhedsbekendtgørelsens § 12 (vedr. genvurdering af en sag inden 4 uger efter modtagelsen af en klage).

Arbejdsevnebekendtgørelsens § 6 (om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne - ressourceprofil - i samarbejde med og under inddragelse af borgeren, ikke kun partshøring).

Retssikkerhedslovens § 7a (vedr. ophør af erhvervsrettet foranstaltninger, vurdering af behov for yderligere foranstaltninger og inddragelse af borgeren, egen læge, faglig organisation, virksomheder m.fl.).”

Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 13. maj 2009 Punkt 12:
Borgmesterens redegørelse blev taget til efterretning.

Navigationen
Kontakt

Rådhuset
Herlev Kommune
Herlev Bygade 90
2730 Herlev
Tlf. 4452 7000
herlev@herlev.dk