Møde den 10. februar 2010
Indholdsfortegnelse
- 1. Udbygning af Herlev Hospital - kommunikationsstrategi
- 2. 2. behandling af ændring af Herlev Kommunes styrelsesvedtægt
- 3. Udpegning af repræsentanter til Miljø- og Naturrådet
- 4. Årsregnskab 2008/2009 for Herlev Boligselskab
- 5. Individuel modernisering af køkken og bad afdelingerne Banevænget og Kirkehøj Etagehuse
- 6. Modernisering af baldakin Herlev Hovedgade 107-115, afdeling Banevænget
- 7. Opsætning af dørtelefoner afdeling Banevænget
- 8. Endelig vedtagelse af Lokalplan 85 for et område ved Symfonivej kaldet
- 9. Højder og rammer for byggeri på Herlev Hospital
Sager til behandling for lukkede døre.
10. Ansøgning om fornyelse af alkoholbevilling og
bestyrergodkendelse
1. Udbygning af Herlev Hospital - kommunikationsstrategi
J.nr. 01.02.05P16/38197
Kommunalbestyrelsen har i Kommuneplan 2009 - 2021 besluttet at muliggøre en udvidelse af Herlev Hospital.
Teknisk Forvaltning har udarbejdet en strategi for kommunikation omkring udbygning af Herlev Hospital. Strategien skal imødekomme det store behov, der vil komme i fremtiden, for at formidle til borgerne, hvad der sker omkring hospitalet. Projektet for udbygningen rummer mange forskellige opgaver, som vil interessere borgerne, da det kommer til at betyder store forandringer omkring hospitalet på sigt. Dette gælder både de fysiske rammer og de nye tilbud, hospitalet kan levere.
Udbygningen af Herlev Hospital sker på baggrund af Region Hovedstadens Hospitalsplan, hvor Herlev Hospital udpeges til Regions Hospital. Det betyder at hospitalet skal udvides med 150.000 - 200.000 m² etageareal. Hospitalet er i dag på ca. 190.000 m2.
I foråret udskrives en arkitektkonkurrence, som afsluttes i efteråret 2010. Herlev som by, herunder Kulturaksen indgår som en del af arkitektkonkurrencen. Når konkurrencen er afsluttet, kender man rammerne for byggeriets udformning. Det betyder, at man kan gå i gang med at tegne på de forskellige bygninger, og i starten af 2011 vil man påbegynde første etape af byggeriet.
Byggeriet har et omfang, som vil øge offentlighedens interesse i flere forskellige tempi. Kommunalbestyrelsens arbejde som myndighed giver lejlighed til at informere bredt om udvidelsesplanerne fra projektets begyndelse i 2010 og frem til afslutningen, sandsynligvis i 2015.
Forvaltningen vil løbende myndighedsbehandle projekterne omkring Herlev Hospital, og der er tæt dialog om arbejdet mellem forvaltningen og hospitalet.
./. Vedlagt er strategi for, hvordan forvaltningen vurderer dialogen med borgerne og den løbende information om projektet kan iværksættes og løbende udvides.
Oprettelse af en hjemmeside om udvikling omkring hospitalet bør snarest igangsættes, således at information til borgerne kan iværksættes hurtigst muligt.
Kommunalbestyrelsen har beslutningskompetencen.
Forvaltningen indstiller:
- At strategien iværksættes og de nødvendige tiltag igangsættes umiddelbart.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 1:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
2. 2. behandling af ændring af Herlev Kommunes styrelsesvedtægt
J.nr. 00.22.02P00/37731
Den 20. januar 2010 tiltrådte kommunalbestyrelsen forslag til ændring af styrelsesvedtægten.
Ifølge styrelsesvedtægtens § 19, stk. 2 skal forslag til ændringer i vedtægten undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 6 dages mellemrum.
Ændringsforslaget indstilles vedtaget.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde 3. februar 2010 Punkt 1:
Oversendes til Kommunalbestyrelsen.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 2:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
3. Udpegning af repræsentanter til Miljø- og Naturrådet
J.nr. 09.00A23/37621
Kommunalbestyrelsen skal udpege et nyt Miljø- og Naturråd. Kommunalbestyrelsen udpeger medlemmerne til rådet, som består af 4 medlemmer fra Teknik- og Miljøudvalget samt 7 medlemmer fra interesseorganisationer i Herlev Kommune. Blandt de udvalgte medlemmer udpeger Kommunalbestyrelsen rådets formand.
Teknisk Forvaltning har skrevet til foreninger og organisationer og har fået svar fra 8 foreninger, hvoraf to foreninger har indstillet to medlemmer, som ønsker at deltage i det nye Miljø- og Naturråd.
Teknisk Forvaltning indstiller, at følgende personer udpeges:
Bent Böhlers fra Friluftsrådet
Vibeke Wessberg fra Dansk Naturfredningsforening i Herlev
Egon Pedersen fra Ældresagen i Herlev
Kurt Gjerstof Rasmussen fra Fællesrepræsentationen af boligorganisationer i Herlev
Niels Eilif Valentin fra Fællesrepræsentationen af boligorganisationer i Herlev
Jens Astrup Madsen fra grundejerforeningen Toftegården
Erik Agerholm fra grundejerforeningen Højergård
Som suppleanter indstilles følgende personer:
Lis Veiergang fra Herlev Miljøforening
Birthe Kofoed fra andelsboligforeningen Carl Nielsens Plads
Ole Blichfeldt fra andelsboligforeningen Carl Nielsens Plads
Ved indstillingen har forvaltningen bl.a. lagt vægt på de repræsenterede foreningers og interesseorganisationers formål, erfaring og forankring i miljø- og naturarbejdet, samt at medlemmerne repræsenterer en bred kreds af borgere i Herlev Kommune.
Tidligere: Nyvalgt:
1. Lis Lykke Petersen (formand) 1. Lis Lykke Petersen (formand)
2. Bjarne Kaspersen Hansen 2. Peter Nielsen
3. Thomas Gyldal Petersen 3. Bjarne Kaspersen Hansen
4. Arne Englund Jørgensen 4. Arly Eskildsen
1. Bent Böhlers 1.
2. Lis Veiergang 2.
3. Vibeke Wessberg 3.
4. Frank Destin 4.
5. Kurt Gjerstorf Rasmussen 5.
6. Christian Andersen 6.
7. Jens Astrup Madsen 7.
Suppleanter:
Tidligere: Nyvalgt:
1. Jørgen Schwartz 1.
2. Bjarne Høegh Jensen 2.
3. Henrik Hadberg 3.
4. Hanne Gry
5. Gunnar Villumsen
6. Marianne Kongshøj
7. Ole Thomsen
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 3:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
SF stillede forslag om, at Herlev Miljøforening fik repræsentation i rådet.
Forslaget bortfaldt med 13 stemmer mod. 4 (F) stemte for.
4. Årsregnskab 2008/2009 for Herlev Boligselskab
J.nr. 03.11.02S55/38076
Herlev Boligselskab har fremsendt årsregnskab 2008/2009 til kommunalbestyrelsens godkendelse.
Regnskabet er godkendt af organisationsbestyrelsen, repræsentantskabet og af afdelingsbestyrelserne.
I overensstemmelse med den statsautoriserede revision har Økonomisk Forvaltning ingen bemærkninger til regnskabet.
Forvaltningen indstiller:
- At årsregnskabet godkendes.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde 3. februar 2010 Punkt 2:
Tiltrådt.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 4:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
5. Individuel modernisering af køkken og bad afdelingerne Banevænget og Kirkehøj Etagehuse
J.nr. 03.02.00K08/36636
Herlev Boligselskab v/KAB har ansøgt om godkendelse af udvidelse af ordning om individuel modernisering af køkken og/eller bad i afdelingerne Banevænget og Kirkehøj Etagehuse.
Kommunalbestyrelsen har tidligere godkendt tilsvarende ordninger i afdelingerne, senest i marts 2008. Nuværende ansøgning omfatter en låneramme på kr. 2.400.000 i Banevænget og kr. 1.000.000 i Kirkehøj Etagehuse, som finansieres ved 20-årigt realkreditlån. Der kan gennemføres moderniseringsprojekter i hver bolig til en maksimal udgift på kr. 142.443. Dette medfører en maksimal lejeforhøjelse på kr. ca. 1.000 om måneden.
Afdelingsmøderne har godkendt projekterne.
Forvaltningen indstiller:
- At ansøgningen godkendes.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde 3. februar 2010 Punkt 3:
Tiltrådt.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 5:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
6. Modernisering af baldakin Herlev Hovedgade 107-115, afdeling Banevænget
J.nr. 03.11.08K08/37946
Herlev Boligselskab v/ KAB søger om godkendelse af lånoptagning til modernisering af baldakin i afdeling Banevænget.
Baldakinen er placeret ved erhvervslejemålene Herlev Hovedgade 107-115 og tilhører i dag erhvervslejerne. Det foreslås, at afdelingen fremover forestår vedligeholdelse og fornyelse af baldakinen for erhvervslejernes regning.
Den samlede udgift til moderniseringen udgør 920.000 kr. Udgiften finansieres med et 10-årigt realkreditlån. Lejestigningen udgør 3,61 kr/m2, der alene skal afholdes af erhvervslejerne.
Forslaget er godkendt på afdelingsmødet.
Forvaltningen indstiller:
- At ansøgningen godkendes.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde 3. februar 2010 Punkt 4:
Tiltrådt.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 6:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
7. Opsætning af dørtelefoner afdeling Banevænget
J.nr. 03.11.08K08/37389
Herlev Boligselskab v/ KAB søger om godkendelse af etablering af dør-telefoner i afdeling Banevænget.
Den samlede udgift til forbedringen udgør 999.837 kr., mens afdelingen selv finansierer 89.500 kr., der vedrører vedligeholdelse. Forbedringsudgiften finansieres med et 15-årigt realkreditlån. Lejestigningen udgør 2,97 kr/m2, svarende til 18 kr/måned for en lejlighed på 72,1 m2.
Forslaget har været til urafstemning i afdelingen, hvor projektet blev vedtaget.
Forvaltningen indstiller:
- At ansøgningen godkendes.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde 3. februar 2010 Punkt 5:
Tiltrådt.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 7:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
8. Endelig vedtagelse af Lokalplan 85 for et område ved Symfonivej kaldet
Kagsengen.
J.nr. 01.02.05G01/35518
Lokalplan 85 omhandler anlæggelsen af en park på matr.nr. 6 ba, Herlev, som netop er døbt Kagsengen. Området er udlagt til offentlige formål i kommuneplanen.
Parken affødes af et projekt om etablering af et større forsinkelsesbassin på grunden. Bassinet skal afhjælpe afvandingsproblemer til Kagsåen, således at overløb nedstrøms reduceres til gennemsnitligt 5 gange om året. Projektet er et led i et større samarbejde mellem Herlev, Gladsaxe og Københavns Kommuner. Kagsåen skal omlægges mellem Herlev Hovedgade og Frederikssundsbanen og føres til førnævnte forsinkelsesbassin.
Med ønsket om at bidrage til en bæredygtig udvikling har Herlev Kloak A/S som bygherre bestilt en rådgiver til at redegøre for, hvordan de 9000 kubikmeter jord fra arbejdet med forsinkelsesbassinet kan placeres inden for matriklen, så Kagsengen efter retablering vil fremstå som en park til glæde for byens borgere. Lokalplanforslaget udstikker således rammerne for en udformning af Kagsengen, der skal understøtte de rekreative kvaliteter i området.
Det primære element i parken vil blive en større bakke. Rundt om bakken plantes hjemmehørende arter samtidig med, at små søer, stier og broer skal gøre området til en oplevelse at færdes i. Der henvises til tegningsbilag 1 og 2 i lokalplanen.
Lokalplanens realisering forudsætter en række tilladelser fra miljømyndigheden, bl.a. med hensyn til Naturbeskyttelseslovens § 3. Miljøscreening efter Lov om Miljøvurdering blev offentliggjort sammen med planforslaget. Der kom en indsigelse fra Herlev Miljøforening, der er enige i, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering, men spørger til, hvad Herlev Kommune vil gøre, hvis der findes forurening under gravearbejdet.
Svaret blev sendt den 26. oktober 2009.
I forbindelse med planforslaget har vi modtaget en indsigelse fra Kroppedal Museum angående mulige fortidsminder i Kagsengen. De anbefaler, at der udføres en arkæologisk forundersøgelse, eller at der udføres arkæologisk tilsyn med udgravningen. Af lokalplanens redegørelse under ”Tilladelser”, side 5, er museumslovens § 27 beskrevet, hvorfor indsigelsen sendes videre til bygherren, der vil tage kontakt til Kroppedal og aftale detaljerne for udgravningen.
Teknisk Forvaltning vurderer ikke, at indsigelsen medfører ændringer i lokalplanen.
Kommunalbestyrelsen har beslutningskompetencen.
Forvaltningen indstiller:
- At Lokalplan 85 vedtages endeligt.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 5:
Anbefalet.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
Beslutning:
Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde 3. februar 2010 Punkt 7:
Tiltrådt.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 8:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen
9. Højder og rammer for byggeri på Herlev Hospital
J.nr. 01.02.05P16/37388
./. Teknisk Forvaltning har udarbejdet skyggediagrammer, der viser skygge
virkningerne ved bebyggelse på hospitalet på flere tidspunkter af dagen og på forskellige tidspunkter af året.
Rammer for højderne på byggeriet tager udgangspunkt i de højder, der blev præsenteret ved fremlæggelse på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. december 2009:
1 zone med max. 1½ etage, 1 zone med max. 3 etager, 1 zone med max. 12 etager og 1 zone med max. 24 etager.
Der er udarbejdet 2 eksempler på placering. En hvor den høje bebyggelse er trukket 50 m ind fra Turkisvej, og punktet for høj bebyggelse er placeret ved siden af det eksisterende tårn på hospitalet og en hvor bebyggelsen har samme byggelinie 15 m fra vej hele vejen rundt.
Der er udarbejdet scenarier for, hvor meget byggeriet vil fylde ved en be-byggelsesprocent på 200, som det forventes at byggeriet på hospitalet vil komme op på, når det er fuldt udbygget. De 2 scenarier tager afsæt i henholdsvis:
- Et byggeri med mest mulig bebyggelse i få etager og
- Et byggeri med mest mulig bebyggelse i mange etager.
Eksemplerne giver et billede af, hvor meget af grunden, der bliver bebygget ved de 2 scenarier, hvis grunden bliver bebygget med 200 %.
I forhold til Arkitektkonkurrencen ligger der intet fast endnu, og det kommende byggeri vil måske blive en blanding af højt og lavt.
Ved højt byggeri bliver der mere friareal og mulighed for grønne byrum, og ved lavt byggeri bliver der færre skyggevirkninger, men et mere kompakt byggeri med mindre friareal og grønne byrum.
Forvaltningen vurderer ud fra de givne scenarier, at det vil være en fordel at bygge i højden, da det efterlader mest friareal og luft omkring bygningerne.
Skyggediagrammerne viser også, at naboerne ikke vil blive påvirket yderligere end, hvis der bygges lavt men tæt, da de høje bygninger mod Turkisvej er trukket de 50 m tilbage.
Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen.
Forvaltningen indstiller:
- At ovenstående rammer for højder og byggeri vedtages.
Beslutning:
Teknik- og Miljøudvalgets møde 21. januar 2010 Punkt 6:
Arly Eskildsen bad om at få sagen i Kommunalbestyrelsen, i den sammenhæng anbefalede Arly Eskildsen indstillingen.
Udvalget tiltrådte indstillingen.
Afbud: Finn Conrad og Peter Nielsen.
Beslutning:
Kommunalbestyrelsens møde 10. februar 2010 Punkt 9:
Tiltrådt.
Afbud: Bo Mondrup de Fries og Lis Lykke Pedersen.
