Forside | Om kommunen | Presse | Herlev - før, nu og fremover | Byens og kommunens historie

Byens og kommunens historie

Herlev er ikke nogen gammel kommune. Først i 1909 blev Herlev udskilt fra Gladsaxe som en selvstændig kommune.

Landsbyen Herlev kan følges godt 700 år tilbage i historien. Første gang Herlev optræder i de bevarede kilder er i et dokument fra 1268, hvor Peder Esbernsen, der er blevet klosterbroder i Æbelholt, skænker ejendom i Herlev til Æbelholt Kloster. I Roskildebispens jordebog fra ca. 1370 nævnes såvel Herlev som landsbyen Tubberup, der lå, hvor siden landsbyen Hjortespring er vokset frem.

Hvornår landsbyerne Herlev og Tubberup opstod, er det ikke muligt at sige, kun at de er meget gamle. Til gengæld ved vi ret nøje, hvornår Tubberup forsvandt. Det skete i årene efter 1672. Dette år havde Christian V. skænket landsbyen til overjægermester og gehejmeråd von Hahn, som året efter desuden fik tilladelse til at oprette en adelig sædegård. I de følgende år inddrog von Hahn gradvist landsbyens og dens gårdes jorde under sit nye gods, der fik navnet "Hjortespring". Resultatet blev, at den gamle landsby Tubberup næsten helt forsvandt.

Hjortespring Gods' historie blev kort. Allerede i 1738 købte kronen godset tilbage. Bygningerne blev revet ned, og jorden benyttet til hødyrkning og græsning for livgardens heste. I forbindelse med landboreformerne i 1700-tallets slutning, hvor bønderne i Herlev blev selvejere (arvefæstere) og fik deres jorder udskiftet, blev også Hjortesprings jorder udstykket i 11 nye gårde, der blev solgt ved en auktion i 1771. Det var begyndelsen til den nye landsby Hjortespring. På denne tid boede der - ifølge folketællingen i 1787 - i alt 354 mennesker i hele sognet, heraf de 269 i Herlev og de 85 i Hjortespring.

I 1800-tallet oplevede Herlev en jævn vækst. Den korte vej til København betød, at bønderne og husmændene havde gode afsætnings- og handelsmuligheder i den hurtigt voksende hovedstad. København trak dog også folk til Herlev. Fra 1860 og århundredet ud faldt indbyggertallet fra 820 til 693 i 1901. Med anlæggelsen af Frederikssundsbanen og åbningen af Herlev Station i 1879 blev det også lettere af komme til hovedstaden.
Fra århundredskiftet begyndte København imidlertid at vokse ud af. Langs indfaldsvejene til byen opstod der nye bydannelser og boligområder. I første omgang forblev Herlev forholdsvis uberørt af udviklingen, men i nabosognet Gladsaxe gik det stærkt, ikke mindst i Søborg og Buddinge, hvor byggeriet tog et voldsomt opsving i årene efter århundredskiftet.


I Herlev fulgte man udviklingen med dyb skepsis: Man skulle ikke have noget af at blive en københavnsk forstadskommune. Herlev var et landsogn, og det skulle det blive ved med at være! I 1906 ansøgte en kreds af borgere derfor om at få udskilt Herlev fra Gladsaxe. Amtsrådet forlangte en afstemning om sagen, og i 1907 gik borgerne i Herlev til valg under mottoet: "Vi er, og vil vedblive at være en agrarisk by". Resultatet af afstemningen blev, at samtlige vælgere stemte for adskillelsen med undtagelse af 6, der undlod at stemme, og den 1. april 1909 udskiltes Herlev fra Gladsaxe som en selvstændig kommune. Udviklingen lader imidlertid ikke standse af en folkeafstemning, og bondebyen Herlev var allerede godt på vej til at blive stationsbyen Herlev.

Indbyggertallet steg fra 693 i 1901 til 2.384 i 1930. Der blev bygget ny skole, der kom vandværk og biograf. Stadig flere håndværkere, gartnere og små industrivirksomheder etablerede sig i kommunen, og i løbet af 1920'erne og 1930'erne blev også nogle af de gamle gårde udstykket og bebygget. Det var dog stadig en landlig idyl, der mødte den besøgende inden 2. verdenskrig.

Efter krigen og især åbningen af S-togsdriften i 1949 tog udviklingen fart. Bolignøden var stor i disse år, og folk måtte søge stadig længere bort fra København for at finde et sted at bo. Der kom gang i boligbyggeriet igen, og det kunne hurtigt mærkes på kommunens indbyggertal. Ved krigens slutning i 1945 havde kommunen ca. 3.800 indbyggere, men blot 6 år senere, i 1951, fødtes Herlev-borger nr. 10.000, og i 1960 var tallet nået op på ca. 20.000. Mange flyttede ind i det nybyggede sociale boligbyggeri, andre købte grund og fik efterhånden selv bygget deres hus. Det var især unge, der i disse år flyttede til Herlev, der på et tidspunkt havde landets højeste fødselstal. Herlev blev kendt som "barnevognenes by", og det blev sagt, at byens stork flygtede af bare udmattelse.

Den kraftige befolkningstilvækst krævede imidlertid andet en blot boliger.
Der skulle skaffes institutioner til de mange børn og unge, tidssvarende forhold for byens forretningsliv, byggemodne industriarealer og meget andet. I 1970'erne tog man fat på at løse en række af disse opgaver. Der blev bygget bycenter, børneinstitutioner, friluftsbad, skøjtehal, nyt bibliotek og rådhus og samtidig var også amtssygehuset under opførelse. I begyndelsen af 1970'erne måtte også Herlevs sidste landbrugsvirksomhed, gården "Lille Birkholm", vige for et storstilet bolig- og plejehjemsbyggeri, der har taget navn efter gården. Nu talte man ikke længere om "barnevognenes by" men derimod om "kranernes by".

Ved indgangen til 1980'erne var Herlev så godt som udbygget. Kommunen talte nu godt 28.000 indbyggere og havde godt 10.000 boliger. Siden er antallet af boliger steget til knap 12.000, til gengæld er indbyggertallet faldet lidt til godt 27.000.

Herlev har siden 2. verdenskrig udviklet sig til en moderne forstadskommune. Prisen har været, at der i dag kun er få minder tilbage om det gamle Herlev og Hjortespring. Det er derfor så meget vigtigere, at vi værner om kommunens og dens borgeres historie, så vi ikke glemmer vore historiske rødder.

Sidst opdateret 12/05 2016