De sidste sorte plastsække skal væk
Herlev Kommune fornyer nu indsatsen for at få alle til at bruge klare plastsække til affald. Indsatsen sker i samarbejde med Vestforbrænding og øvrige kommuner i Københavns omegn. Der er mange fordele ved de klare plastsække, så det gælder om at få alle med.
Den 1. januar 2010 trådte den nye affaldsbekendtgørelse i kraft, og det er nu kun tilladt at aflevere affald på Genbrugsstationen i klare sække. Lovgivningen bliver bakket op af Vestforbrændings 19 ejerkommuner, som den 23. januar genstarter kampagnen for klare sække på genbrugsstationerne med nye skilte og bannere.
I Herlev Kommune har de fleste borgere allerede vænnet sig til at bruge de klare sække, efter at kommunen i 2008 gennemførte en informationskampagne. Det kan ses på Genbrugsstationen og på stikprøvekontroller fra Vestforbrændings sorteringsanlæg, som viser, at der ikke er mange sorte sække i affaldet længere.
"Selv om de fleste gør det rigtigt, er der hver dag borgere, der prøver at aflevere affald i sorte eller andre ugennemsigtige sække på genbrugsstationen, og som er utilfredse, når de bliver afvist. For medarbejderne på genbrugsstationerne bliver det derfor en lettelse, at de fremover kan henvise til lovgivningen," siger Pelle Gätke, der er miljøsagsbehandler i Herlev Kommune.
Klare plastsække gavner miljøet
Når folk bruger de klare plastsække, blander de sjældent husholdningsaffald, batterier og elektronik sammen i sækken til genbrugsstationen, og når sorteringen bliver bedre, går mere affald til genbrug og mindre til forbrænding. Det betyder mindre forurening, flere ressourcer til nye produkter og bedre arbejdsmiljø for skraldemænd og på genbrugsstationerne.
En undersøgelse, som Vestforbrænding foretog i efteråret 2008 efter indførelsen af de klare plastsække i de første syv af 19 ejerkommuner, viste at:
- Brugen af klare plastsække reducerer andelen af småt brændbart med op til 30 procent.
- Affaldet bliver sorteret til genbrug, deponering eller specialbehandling i stedet for at ende som småt brændbart. Det betyder en mindre miljøbelastning fra forbrænding m.m.
- Kommunerne i Vestforbrændings opland tilsammen kan spare op til 8 millioner kr. om året på lavere driftsomkostninger.
Affald er ressourcer
Mange borgere tænker måske ikke umiddelbart over, hvad der sker med affaldet, når de smider det i skraldespanden, eller afleverer det på Genbrugsstationen. Af samme årsag, er der også borgere, som ikke er klar over, at korrekt sorteret affald kan blive til nye produkter.
"Ressourcerne fra affaldet bliver solgt til virksomheder, der bruger f.eks. aluminium eller andre genbrugsmaterialer i produktionen. Jo renere sorteringen er, jo højere er prisen. Så hvis vi får de klare sække og viden om god sortering af affaldet udbredt til alle, kan det betyde lavere udgifter til renovation for borgerne. Pengene fra salget af genbrugsværdierne går jo tilbage til kommunen og kommer på den måde borgerne til gavn," siger udviklings-konsulent Dan Boding-Jensen fra Vestforbrænding.
Få mere at vide om sortering og genbrug af affald på www.affaldetsvej.dk
Venlig hilsen
Afmelding
