Du er her: Forside Nyhedsbrev Bedre tandpleje til Herlevs børn
Handlinger tilknyttet webside

Bedre tandpleje til Herlevs børn

Den 12. november åbnes dørene for den nye børne- og ungdomstandpleje på Hjortespring skolen. Klinikken er udvidet og ombygget for 1.275.000 kroner for at styrke det faglige miljø, til gavn for både personale og brugere af klinikken. Udvidelsen betyder, at kapaciteten øges fra tre til fire behandlingsstole, og derfor kan klinikken på Hammergårdskolen nedlægges.

"Vi vil skabe gode rammer og styrke den i forvejen gode service ved at samle de små tandklinikker i større, mere moderne enheder. Derfor har vi udvidet og moderniseret tandklinikken på Hjortespringskolen," siger Vagn Christiansen (A), formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Målsætningen for tandplejen i Herlev Kommune er en yderligere samling af klinikkerne for at styrke det faglige miljø og sikre, at børnene får den bedste behandling.

"Ved at samle tandplejen på to klinikker i stedet for de nuværende fem klinikker skaber vi et bedre fagligt miljø til gavn for både børn, forældre og personale," siger Vagn Christiansen.

De to klinikker bliver på Hjortespringskolen i nord og på Engskolen i syd. Engskolen skal, efter der er bygget en ny klinik i forbindelse med den kommende skolerenovering, også give tandplejertilbud til børnene fra Lindehøjskolen og Elverhøj skole. Tandplejen på Elverhøj skole er allerede flyttet til Engskolen.
 

Venlig hilsen

herlev.dk

Afmelding

Jeg vil afmelde nyhedsbreve