Undervisningsministeren besøgte Kildegårdskolen

4.a på Kildegårdskolen Øst fik mandag den 31. oktober besøg af undervisningsminister Ellen Trane Nørby, der kom for at få indblik i Kildegårdskolens måde at arbejde med den åbne skole og læringsmålsstyret undervisning.
Undervisningsministeren besøgte Kildegårdskolen

4.a fik fint ministerbesøg i mandagens matematiktime af undervisningsminster Ellen Trane Nørby, borgmester Thomas Gyldal Petersen, kommunaldirektør Jesper Zwisler, centerchef for dagtilbud og skole Michael Hougaard og deres egen skoleleder Brian Venneberg

Det var en spændt flok elever fra 4.a på Kildegårdskolen Øst, der i mandagens matematiktime bød velkommen til både ministeren, borgmesteren, centerchefen for Dagtilbud og Skole og deres helt egen skoleleder.

De prominente gæster kom for at høre både matematiklærer Anne-Marie Eskildsen og hendes elever om, hvordan de meget fokuseret arbejder med de faglige og sociale mål i - og udenfor - klasselokalet.

Eleverne fortalte om, hvordan de selv kan følge med i deres faglige fremskridt, og hvordan de ved hver begyndelse og afslutning på en time evaluerer på de mål, som de har fælles for klassen.

'Ro' var et nøgleord for den daglige trivsel og indlæring, og adskillige elever bød ind med deres syn på, hvorfor det netop er så vigtigt at få sat mål og rammer for klassen.

Folkeskolen skal kunne favne de stærkeste og de svageste

Borgmester Thomas Gyldal Petersen fik sammen med skoleleder Brian Venneberg og centerchef for Dagtilbud og Skole, Michael Hougaard Olsen, vendt nogle af de nøglebegreber som skolereformen har ført med sig - den åbne skole og læringsmålsstyret undervisning,

I Herlev Kommune er der skarpt fokus på, at skolerne favner både de stærkeste og svageste elever, og at skoledagene tilrettelægges bedst muligt med faglig udvikling og social trivsel for øje. Ministeren fik i dag et indblik i, hvordan Kildegårdskolen fokuseret arbejder med de elementer fra skolereformen, som kaldes den åbne skole og læringsmålsstyret undervisning.

Lokale partnerskaber styrker den åbne skole i Herlev

I Herlev har folkeskolerne gennem flere år samarbejdet med det lokale erhvervsliv ved at indgå partnerskaber for at understøtte den åbne skole, og på den måde vist eleverne, hvordan skolefag som eksempel matematik bruges i det daglige på lokale bygge- eller arbejdspladser gennem særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Borgmester Thomas Gyldal Petersen gav over for ministeren udtryk for, at skolereformen skaber gode rammer for læring.

"Skolereformen er et værktøj, der er med til at løfte opgaven med at gøre børn så dygtige som muligt. Vi har et højt ambitionsniveau i Herlev for vores skoler, og derfor er det vigtigt for os, at der skabes så gode rammer som muligt, og at der er klare forventninger og en tro på, at vi udvikler os i den rigtige retning. Hver dag leverer engagerede lærere, pædagoger og skoleledere en kæmpe indsats for at løfte vores opgave og det fortjener i høj grad at blive anerkendt", rundede borgmesteren af.

Sidst opdateret 15/11 2016
Kontakt

Herlev Kommune
Herlev Bygade 90
2730 Herlev
Send os en mail
tlf. 44 52 70 00