Ny direktør ansat fra 1. april

Herlev Kommune har nu ansat 47-årige Charlotte Wieth-Klitgaard, som får et fagligt vidtspændende ansvarsområde.
Ny direktør ansat fra 1. april

Charlotte Wieth-Klitgaard er fra 1. april 2017 direktør i Herlev Kommune

Som følge af den organisationsjustering, som Herlev Kommune realiserede i november 2016, får Charlotte Wieth-Klitgaard et fagligt vidtspændende ansvarsområde lige fra job, unge, borgerservice, kultur og fritid til teknik, miljø, ejendomme og intern service.

Med sig bærer Charlotte Wieth-Klitgaard stærke og brede ledererfaringer fra både København og Rudersdal kommuner. Hun kommer senest fra en stilling som beskæftigelseschef i Rudersdal Kommune siden 2014, og før det var hun sekretariatschef for ’Byens Anvendelse’ i Købehavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.

”Kommunalbestyrelsen i Herlev har formuleret en klar og overordnet vision, som jeg blev tiltrukket af, da jeg søgte stillingen. Ordet ’fællesskab’ går igen og er uden tvivl vigtigt – ikke bare for kommunen, men for byen. Derudover glæder jeg mig til at blive en del af en kommune med en stærk vækstdagsorden. At få lov til at udvikle Herlev med den bredde af områder, som jeg får ansvar for, ser jeg utrolig meget frem til. De mange udadvendte kontaktflader til både borgere, foreninger og erhvervslivet bringer spændende muligheder med sig,”
siger Charlotte Wieth-Klitgaard.

Valget af Charlotte Wieth-Klitgaard som ny direktør falder ifølge borgmester Thomas Gyldal Petersen godt i tråd med kommunens vision om at gøre Herlev stærkere:

”Vi har valgt at ansætte Charlotte Wieth-Klitgaard som vores nye direktør, fordi vi ikke er i tvivl om, at hun er kompetent og formår at løfte det store og brede ansvar, som følger med stillingen. Charlotte kommer til at præge det Herlev, som vi er godt i gang med at udvikle – både når vi taler den overordnede og strategiske byudvikling, men også når det gælder borgernes og virksomhedernes konkrete oplevelse af deres kommune og by. Jeg ser frem til et stærkt samarbejde med Charlotte,” udtaler borgmester Thomas Gyldal Petersen.


CV for Charlotte Wieth-Klitgaard

2014-2017 Beskæftigelseschef, Rudersdal Kommune
2014-2014 Sekretariatschef Byens Anvendelse, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kbh. Kommune
2011-2013 Sekretariatschef Center for Byggeri, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kbh. Kommune, tillige sekretariatschef for Center for Affald og Genbrug, Kbh. Kommune
2010-2011 Chefkonsulent Teknik- og Miljøforvaltningen, Kbh. Kommune
2006-2010 Chefkonsulent og leder af kommunikationsteam Børne- og ungeforvaltningen, Kbh. Kommune
2005 Økonom, Sankt Annæ Gymnasium
2002-2005 Økonom, Iver C. Weilbach

Sidst opdateret 10/02 2017
Kontakt

Herlev Kommune
Herlev Bygade 90
2730 Herlev
Send os en mail
tlf. 44 52 70 00