Erhvervskommunen Herlev

Med sine 26.600 indbyggere er Herlev et dynamisk lokalsamfund med tradition for gode relationer på kryds og tværs mellem borgere, kommune og erhvervsliv. Placeringen er central i forhold til både S-tog, hovedfærdselsårer, lufthavn og i forhold til adgangen til den veluddannede arbejdsstyrke i regionen

 

 

Hvad kan vi tilbyde?

Herlev Kommune lægger i sin kontakt med nye som eksisterende virksomheder vægt på at optræde lyttende og konstruktivt.

Herlev Kommune ønsker at fremme mulighederne for iværksættere og yder derfor støtte til vejledning og kurser for disse. Endvidere støtter kommunen en mindre udviklingspark for iværksættervirksomheder.

Inden for erhvervsservice tilbyder Herlev endvidere en bred vifte af ydelser i form af information og orientering om:

  • De overordnede visioner, mål og retningslinjer for kommunens udvikling ifm kommuneplanen
  • Det gældende plangrundlag samt fysiske og funktionelle forhold på konkrete arealer
  • Aktuelle initiativer i området, fx andre tiltag, byggeprojekter og konkurrenter i området
  • Relevante godkendelser og kontaktpersoner i forhold til myndighedsbehandling af disse
  • Koordinering og ”tovholder” funktion i forhold til forskellige myndighedsbehandlinger i kommunen.

 

 

Brancher, beskæftigelse og statistik

Der er i Herlev Kommune ca. 16.800 beskæftigede, som kommer fra hele regionen. Store og små virksomheder fra stort set alle brancher er repræsenteret. Der er forholdsvis mange ansatte og virksomheder inden for jern- og metalindustri, herunder elektronik og målerudstyr og lignende. Blandt nogle af Herlevs højteknologiske virksomheder kan nævnes Terma, SCF-Technologies, Rovsing Dynamics og Greentech.
Endvidere er engroshandel og sundhed forholdsvis store områder. Sidstnævnte er domineret af Regionssygehuset i Herlev og BK-Medical, men der er endvidere en række mindre virksomheder inden for medico-området.

Se også


Ifølge Danmarks Statistik var der ca. 630.000 erhvervsetagemeter i Herlev Kommune i 2007. Af dem blev godt 60 % anvendt til fabrikker og værksteder, mens de øvrige fortrinsvis blev anvendt til kontor, handel, lager og offentlig administration.

Herlev Kommune ønsker fortsat at lokalisere virksomheder indenfor et bredt felt af brancher, herunder lettere industri, men har i 2005 vedtaget en ny omfattende lokalplan, hvor der gives bedre muligheder for lokalisering af videns- og serviceerhverv. Medico-virksomheder vil stadig have gode muligheder og tilmed kunne lokalisere sig tæt på universitetshospitalet.

Lokalplaner

Herlev udvikler løbende lokalplaner, der tilgodeser behovet for nye typer erhverv og boligformer og kan tilbyde en bred vifte af boligtyper, der omfatter lejligheder, rækkehuse og villaer. Dette imødekommer behovet hos både unge, børnefamilier, enlige og ældre – og til enhver pengepung. Herlev er en børnevenlig kommune med lave institutionstakster, gode kultur- og fritidstilbud, sundhedstilbud, grønne områder med en høj standard og fine trafikale forbindelser.

Kultur, sport og grønne områder

I Herlev er en stor del af de kulturelle tilbud placeret i Bymidten: Bibliotek, Herlev Teaterbio, Herlev Musikskole, Herlev Billedskole og Herlev Medborgerhus. I kommunens nordlige del udgør Kulturcenter Gammelgaard med bl.a. maleriudstillinger, Børnenaturcenteret Kildegården og spillestedet Klauzdal de større kulturtilbud.

Der er idrætsanlæg til alle former for sport. I Herlev har man særligt profileret sig indenfor ishockey, squash, taekwondo.

Motionssti med indlagt elektronik og ”pitstop” på lokationer med mulighed for fysisk eller kulturel aktivitet er under etablering. Undervejs vil der bl.a. være idrætslegepladser. Den høje prioritering af sport og motion er en del af kommunens sundhedsstrategi. Kommunen gør i de kommende år en ekstra indsats for at forbedre befolkningens sundhed.

Hjortespringkilen er et af regionens grønne områder med offentlig adgang. Det er udpeget til beskyttelsesområde i Regionplan 2005. I Hjortespringkilen har Herlev Kommune et såkaldt arboret, som er en samling af forskellige træer og buske. I dag er der 90 forskellige arter, men når Træbanken er færdigplantet, vil der være 120 arter.

Relateret indhold
Erhvervsområderne
Kontakt

Billede kontaktboks
Udvikling og Erhverv

Herlev Rådhus
Herlev Bygade 90
2730 Herlev

Klik her for kontaktpersoner