Du er her: Forside Børn - unge - familie Undervisning SSP
Handlinger tilknyttet webside

SSP

af Niels Lassen Sidst opdateret 24/06 2010 17:35



Hvad er SSP?

SSP er et lokalt samarbejde mellem forskellige parter, herunder Skole, Sociale myndigheder og Politi, hvis mål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.

Indsatsniveauer

SSP-samarbejdet iværksætter kriminalitetsforebyggende indsatser på tre niveauer:

•    Den generelle indsats
•    Den specifikke indsats
•    Den individorienterede indsats

Den generelle indsats
Den generelle indsats er rettet mod alle børn og unge i alderen 10-18 år. Indsatsens sigte er, at børn og unge vælger en livsstil, der gør dem i stand til at leve uden alkohol- og stofmisbrug, kriminalitet og anden mistrivsel.
Eksempler på den generelle indsats kan være obligatorisk undervisning i skolerne om narkotika og alkohol samt undervisningsforløb om mobning, sikker chat og butikstyveri.

Den specifikke indsats
Den specifikke indsats er rettet mod grupper af børn og unge, der er ved at udvikle et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster, og hvor der er konstateret symptomer på begyndende misbrug eller kriminalitet. Det drejer sig ofte om børn og unge, som har vanskeligheder ved at finde deres plads i tilværelsen og kan vise sig ved, at de klarer sig dårligt i skolen og ikke går regelmæssigt til fritidsaktiviteter.
Eksempler på den specifikke indsats kan være projekter med grupper, som er ved at udvikle et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster. Der vil være fokus på at splitte gruppen eller påvirke gruppens normer i positiv retning samt at hjælpe den enkelte deltager til at finde sin plads i samfundet bl.a. gennem uddannelse og tilbud om fritidsjob. 

Den individorienterede indsats
Den individorienterede indsats er rettet mod enkeltpersoner af unge, der har begået kriminalitet og/eller har et misbrug.
Ansvaret for arbejdet med disse unge er funderet i Børne- og Familierådgivningen, og udføres i samarbejde med relevante fagpersoner i SSP-netværket, institutioner og andre instanser.

Formål med SSP i Herlev

SSP udvikler og etablerer kriminalitetsforebyggende indsatser for kommunens børn og unge, så de får mulighed for godt børne- og ungeliv fri af alkohol- og stofmisbrug, kriminalitet og anden mistrivsel. SSP møder børn, unge, forældre og borgere med respekt, engagement og positive forventninger til et præventivt samarbejde. SSP understøtter, at de almindelige tilbud til børn og unge kan rumme alle. 

Fem målsætninger

  • At være åbne og anerkendende i kontakten med børn og unge og holde fokus på den enkeltes ressourcer.
  • At arbejde for en ansvarlig og socialbevidst børne- og ungdomskultur.
  • At gribe hurtigt og konsekvent ind i forhold til unge, der er i fare at udvikle et kriminelt eller uhensigtsmæssigt adfærdsmønster og gribe hurtigt og konsekvent ind, når børn og unge begår kriminalitet.
  • At fastholde og udvikle forældresamarbejdet og have fokus på deres ansvar for børn og unge.
  • At forankre SSP´s arbejde blandt borgere, forældre, erhvervsdrivende, foreninger og frivillige.

Målgruppe

Målgruppen for hele SSP-indsatsen kan inddeles i fire kategorier:

  • Alle børn og unge i alderen 10-18 år som er bosiddende i Herlev Kommune
  • Forældre og borgere i Herlev Kommune
  • De professionelle samarbejdspartnere i SSP-samarbejdet: Børne- og Kulturforvaltningen, Social- og Sundhedsforvaltningen og politiet. Primært i form af frontpersonaler som lærere, ungerådgivere, pædagoger, lokalpoliti og sagsbehandlere, der udøver indsatsen i hverdagen.
  • De eksterne samarbejdspartnere i form af: Frivillige organisationer, idrætsforeninger, biblioteker, boligforeninger, UU-Nord, virksomheder, erhvervsliv m.fl.

Organisation

SSP-samarbejdet er organiseret på tre niveauer:


1. Ledelsesniveau               Lokalråd

2. Koordinerende niveau     SSP-Koordinator

3. Udøvende niveau            Skoler, klubber, Det flyvende korps m.fl


Derudover findes SSP-Udvalget og Mandagsgruppen.

SSP

Lokalrådet

Er nedsat af Københavns Vestegns politi og Herlev Kommune og har deltagere af vicepolitidirektør fra Vestegnens politi, direktør for social- og sundhedsforvaltningen, Børne- og kulturdirektøren, fagchef for ungeområdet samt lokal politi. Gruppen drøfter og lægger bl.a. de overordnende rammer for det forebyggende arbejde blandt børn og unge i Herlev. Gruppen mødes en gang i kvartalet. 

SSP-Udvalget
Udvalget er bredt sammensat af professionelle fra børne- og ungeområdet. Her deltager repræsentanter fra Kagshuset, Det flyvende korps, ungdomsskolen, UU-Nord, Børne- og Familierådgivningen, klublederne, Dildhaven, X-gruppen, Kompetencen, skolelederne, biblioteket, lokal politiet, kontaktlærere fra skolerne endvidere deltager fagchef for ungeområdet samt SSP-koordinator. Udvalget arbejder for implementering og kvalitetsudvikling af forebyggende tiltag og samarbejdet. Der videns- og erfaringsudveksles og dannes relevante ad-hoc grupper i relation til aktuelle problemstillinger. Udvalget mødes fire gange årligt, herunder en temadag. 
 
Mandagsgruppen
Gruppen består af lokalpolitiet, to socialrådgivere fra Børne- og Familierådgivningen, lederen af Det flyvende Korps samt SSP-Koordinatoren. Gruppen drøfter aktuelle henvendelser angående sager, hvor børn og unge er involveret samt gennemgår politiets døgnrapport. På baggrund af sager er gruppen forpligtet på at iværksætte hurtig handling overfor de involverede. Gruppen mødes en gang om ugen.

SSP-Koordinator
Koordinatoren er placeret i skoleafdelingen under Børne- og Kulturforvaltningen. Overordnet er opgaven at etablere og koordinere den forebyggende indsats samt sikre kvalitetsudvikling i indsatsen og samarbejdet på de forskellige niveauer ved løbende evaluering og vidensindsamling. I punktform kan koordinatorens opgaver og funktion beskrives som:

  • At samle viden om børn og unges kriminalitet
  • At afdække generelle og lokale årsager til denne kriminalitet
  • At udvikle ideer og forslag til kriminalpræventive indsatser lokalt
  • At koordinere de vedtagne indsatsområder
  • At motivere og inspirere institutioner og professionelle til at arbejde forebyggende
  • At foreslå og koordinere udarbejdelse af undervisningsmaterialer til børn og unge samt kursustilbud for professionelle
  • At rådgive borgere og professionelle
  • Fritidsjobformidling til unge


Koordinatoren deltager i Mandagsgruppen, SSP Københavns Vestegn og diverse ad-hoc grupper. Står for og deltager endvidere i SSP-Udvalget samt netværk med SSP-kontaktpædagoger i klubberne.

Kontakt
SSP-koordinator: Anne Mølgaard Ovesen
Tlf.: 44526026. Mobil: 20583457
E-mail:

Nøglepersoner

I SSP-samarbejdet er der nogle nøglepersoner, som har en særlig rolle på det udøvende niveau, herunder Det flyvende korps, SSP-kontaktlærere og SSP-pædagoger. 

Det flyvende Korps
Det flyvende korps består af tre pædagogiske medarbejdere, der arbejder udgående og opsøgende blandt Herlev Kommunes børn og unge. Det flyvende korps arbejder forebyggende ud fra en tredelt metode: Opsøgende arbejde, projekter og en til en kontakt.

  • Opsøgende arbejde: Skaber den første kontakt til børn og unge, som giver indblik i deres behov og danner grundlag for etablering af projekter.
  • Projekter: Retter sig mod grupper og kan eksempelvis være fredagsfodbold, pigegrupper, gokart eller film. Projekterne skaber grobund for individuelle kontakter til børn og unge.
  • En til en kontakt: Individuelle forløb med børn og unge, hvor de støttes og hjælpes på vej i forhold til forskellige udfordringer og fastholdes i deres tilknytning til projekter.


Det flyvende korps kommer også ofte på skoler, biblioteker og i institutioner til støtte og rådgivning i forhold til udfordringer med børn og unge. Det flyvende korps deltager i SSP-Udvalgsmøde, Mandagsgruppen og forskellige ad hoc grupper.

Kontakt   
Leder: Michel Papapetros
Mobil: 20159808
E-mail:

Habtom Amanuel
Mobil:2657 9949

SSP-Kontaktlærere
Alle seks folkeskoler i Herlev Kommune har en SSP-kontaktlærer. Kontaktlærerordningen indebærer, at en lærer årligt for tildelt nogle timer til SSP-samarbejdet i og omkring den enkelte skole. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med SSP-koordinatoren.

Kontakt
For oplysninger om SSP-Kontaktlærerfunktioner; se mere på de enkelte skolers hjemmeside.

SSP-kontaktpædagoger
Alle klubber i Herlev Kommune har en SSP-Kontaktpædagog. Ordningen indebærer, at en medarbejder som en del af arbejdstiden i og omkring den enkelte klub er tovholder og kontaktperson i forhold til det forebyggende arbejde og SSP-netværket. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med SSP-koordinatoren

Kontakt
For oplysninger om SSP-kontaktpædagogfunktioner; se mere på de enkelte klubbers hjemmeside.

Løbende/igangværende projekter

SSP-indsatsen udvikles løbende med forskellige projekter og initiativer, hvor der samarbejdes med bl.a. lokalt erhvervsliv og boligforeninger. Igangværende projekter er:

Projekt Fritidsjobformidling
Projektet henvender sig til lokale virksomhedsledere, der har brug foren ung fritidsjobber samt unge i alderen 13-17 år, der kan og vil yde indsats men af forskellige årsager har brug for hjælp til at knytte kontakt til arbejdsmarkedet.

Ide og mål med projektet:

  • At formidle fritidsjob via brobygning mellem erhvervsliv og unge i Herlev. 
  • At medvirke til en positiv udviklingsproces hos unge socialt, udannelses- og arbejdsmæssigt.
  • At give unge et positivt tilhørsforhold til deres nærområde via job i lokale virksomheder.
  • At synliggøre virksomhedernes sociale profil i lokalområdet.
  • At virksomhederne får god ung arbejdskraft.
  • At unge ansættes på almindelige vilkår og fastholdes i job.


Sådan fungerer projektet:

  • Fritidsjobformidler opsøger fritidsjob blandt lokale virksomheder og opretter jobbank.
  • Virksomheder henvender sig til jobformidler, når de har ledige fritidsjob og brug for en ung.
  • Unge tager selv kontakt til jobformidler eller henvises til projektet af SSP-netværket, skoler, klubber mv.
  • Jobformidler ”matcher” unge med job fra jobbanken og etablerer kontakten mellem ung og virksomhed.
  • Jobsøgende unge gøres ”klar” til job gennem samtale med jobformidler, og følges efter behov.


Som lokal virksomhedsleder har du måske behov for hjælp til opfyldning og kundebetjening i forretningen, piccolineopgaver på kontoret, lagerarbejde eller rengøring på værksted. Mulighederne er mange, og det kommer helt an dit behov. Vil du høre mere, så kontakt SSP-koordinator/fritidsjobformidler Anne Mølgaard på 4452 6026 eller 2058 3457. Læs mere om fritidsjob formidlingen her.

SSP-Hotline for boligselskaberne

SSP-Hotline henvender sig til afdelingsbestyrelser og ejendomsfunktionærer i lokale boligforeninger og fungerer som et dialogredskab mellem boligforeninger og kommunen.

Formålet med dialogen er:

  • I fællesskab at løse problemer mens de er små, og dermed undgå at de vokser sig store. Erfaringen viser nemlig, at næsten alle problemer starter i det små; f.eks. at der kastes med sten mod ruder i cykelkælderen.
  • At samle viden om uhensigtsmæssig adfærd blandt børn og unge, for det er tit sådan, at de små problemer starter i mere frie omgivelser - f.eks. ved et boligområde - og ikke i skolen. Ved at få information er det muligt også at sætte ind i skolen.


Er din afdelingsbestyrelse interesseret i at vide mere, så kontakt SSP-koordinator Anne Mølgaard på telefon 4452 6026 el. 2058 3457




Kontakt

Børn og unge

Skole- og Fritidsafdelingen
Herlev Rådhus
Tlf. 4452 5526