Hjælpemidler, forbrugsgoder og boligændringer

Har du en varig nedsat funktionsevne, kan du få støtte til hjælpemidler, hvis hjælpemidlerne vurderes at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Hjælpemidler

Eksempler på hjælpemidler

Frit valg af hjælpemidler og boligændring

Boligændringer

Støtte til bil

Movia

Ældre- og handicapegnet bolig

Specialrådgivning om hjælpemidler

Råd og vejledning

Hjælpemidler

Hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet. Vurderingen heraf er konkret og individuel, og spørgsmålet om, hvorvidt kravet om væsentlighed er opfyldt, fastlægges ud fra en samlet vurdering af hjælpemidlets betydning for at kunne afhjælpe borgerens funktionsnedsættelse.

Hjælpemidler eller evt. forbrugsgoder (ændringer i boligen) kan give mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt.

Forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. Ved bevilling af et evt. forbrugsgode vil der som udgangspunkt være en egenbetaling.

Bevilling af et hjælpemiddel eller et forbrugsgode er uafhængig af borgerens økonomi og forsørgelsesgrundlag. Ydelsen af hjælpemidlet/forbrugsgodet er skattefri.

Er der brug for hjælpemidler i en midlertidig periode bliver de stillet til rådighed af sygehuset.

Eksempler på hjælpemidler

Personlige hjælpemidler:

Hjælpemidler kan være personlige hjælpemidler, som for eksempel ortopædisk fodtøj, kompressionsstrømper og korsetter. Bevilling af høreapparater varetages ligeledes af Hjælpemiddelafdelingen. Ved behov for personlige hjælpemidler, som f.eks. ortopædisk fodtøj, er der i visse tilfælde en egenbetaling.

Genbrugshjælpemidler:

Der kan også være tale om genbrugshjælpemidler, der udlånes gratis, så længe der er behov for det. Kørestol, elektrisk seng og ganghjælpemidler er eksempler på genbrugshjælpemidler.

I særlige tilfælde kan der ydes hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder, som borgeren får ejendomsretten til og samtidig selv afholder en del af udgiften til. Et forbrugsgode er et produkt/redskab, der findes i de fleste hjem.

Der ydes normalt ikke hjælp til dækning af udgifter til drift og almindelig vedligeholdelse. Dog ydes støtte til batterier til elektriske kørestole. Der ydes også støtte til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der samlet er behov for mere end en årlig udskiftning.

Frit valg af hjælpemidler og boligindretning

Fra 1. oktober 2010 er der indført frit valg på hjælpemidler og boligindretning. Det gælder både for personlige hjælpemidler og for tekniske hjælpemidler. Hvis en borger opfylder betingelserne for at få støtte til hjælpemidler eller boligindretning, har borgeren to muligheder

  • benytte kommunens tilbud om hjælpemiddel eller boligindretning, eller
  • benytte retten til frit at vælge et andet produkt, mod betaling af en eventuel merpris.

Der er ikke frit valg, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, der er identisk med det hjælpemiddel, borgeren selv har valgt. Arbejdsredskaber eller plejehjælpemidler er heller ikke omfattet af frit valg.

Læs mere om frit valg af hjælpemidler og frit valg af boligindretning

Boligændringer

Kommunen har også mulighed for at bevilge boligændringer i dit hjem, når det vurderes, at boligændring er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted.

Støtte til bil

Kommunen yder støtte til køb af bil til borgere med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når funktionsevnen i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

Der kan være tale om lån til køb af bil, fritagelse for afgift efter brændstofforbrug, tilskud til kørekort eller særlig indretning af bilen. Der ydes ikke hjælp til bilens drift eller til reparationer, dog ydes hjælp til reparation af særlig indretning. Ansøg om støtte til bil.

Læs om betingelserne for at opnå støtte til bil.

Movia

Har du et svært bevægelseshandicap, kan du søge om at komme med i Movias Handicap Service, såfremt du ikke kan benytte offentlige transportmidler. Ansøgningsskema kan rekvireres ved henvendelse til Hjælpemiddelafdelingen.

Ældre og handicapegnet bolig

Har du en betydelig og varig nedsat funktionsevne, som vanskeliggør ophold i den nuværende bolig, har du mulighed for at søge en ældre- og handicapegnet bolig, som er indrettet til personer med et betydeligt fysisk handicap

Langt de fleste ældre- og handicapegnede boliger er to-rums boliger.

Specialrådgivning om hjælpemidler

Herlev Kommune har indgået aftale med Falck Hjælpemidler, Gydevang 2D, Allerød om specialrådgivning om hjælpemidler. Kommunens ergoterapeuter aftaler tid til en afprøvning, hvis der er behov for specialrådgivning eller særlig tilpasning ved bevilling af et hjælpemiddel.

Torsdage kl. 14-17 holder Falck Hjælpemidler åbent hus, hvor alle borgere kan besøge den permanente udstilling og få råd og vejledning. Rådgivningen er generel, og der foretages ikke konkrete afprøvninger med henblik på valg af et hjælpemiddel.

Råd og vejledning

  • Hjælpemiddelafdelingen, Lærkegaard Center
    Persillehaven 28, 2730 Herlev
    Tlf. 4452 6260, 4452 6264, 4452 6265 og 4452 6113
    hjm-adm@herlev.dk
  • Ergoterapeuternes telefontid, tlf. 4452 6261
    Mandag, tirsdag, torsdag og fredag: kl. 8.30–11.30
    Onsdag fra kl. 8.30–9.30
    hjm-ergo@herlev.dk

Hjælpemiddelafdelingen

Persillehaven 30

2730 Herlev

Tlf.: 4452 6261.

Hverdage 8.30-11.30 - onsdage dog 8.30-9.30